Koncerter 2001

KONCERTER 2001

10. juni 2001

 

Koncert på Fuglsang 10/6 med Den Danske Blæseroktet

 

Søndag 10/6 giver Den Danske Blæseroktet koncert på Fuglsang med pragtfulde wienerklassiske musikværker, som ikke opføres så tit.

 

Den Danske Blæseroktet blev dannet i 1987 af soloblæsere fra de københavnske symfoniorkestre, og har siden opnået en position som et af vore førende danske kammermusikensembler. Den har vundet priser ved såvel DRs som udenlandske kammermusikkonkurrencer, og de har turneret i Europa og medvirket i talrige radio – og TV – produktioner. Oktettens første CD med værker af W.A. Mozart fik i 1993 en Grammy for “årets klassiske udgivelse”

 

Instrumenterne i Blæseroktetten er 2 oboer, 2 klarinetter, 2 horn og 2 fagotter.

 

Koncerten indledes med J.N.Hummel: Allegro con spirito. Hummel var næsten jævnaldrende med Beethoven, elev af Mozart og levede en stor del af sit liv i Wien.

 

Koncertens andet værk er et af W.A.Mozarts mest lidenskabelige molværker:Serenade nr. 12 i c-mol KV 388 fra 1782.

 

Efter pausen slutter Blæseroktetten af med et uddrag af Mozarts opera “Don Giovanni” arrangeret for blæseroktet af Joseph Triebensee.

 

Koncerten,som finder sted i Fuglsangs Hovedbygning, begynder kl. 15.00. Billetsalget åbner kl. 14.00, og billetprisen er 60 kr (40 kr. for medlemmer).

 

29. juni 2001

 

Ekstrakoncert

 

Søndag d. 10, juni var der ved en velbesøgt koncert på Fuglsang mulighed for at høre blæsermusik på højt niveau med Den Danske Blæseroktet.

De, som gik glip af denne oplevelse, får nu en ny chance for at høre fremragende blæsermusik, idet Fuglsang Musikforening har fået mulighed for at tilbyde en ekstra koncert fredag d. 29/6 kl. 19.30.

Koncerten danner afslutningen på et sommerkursus for unge, talentfulde blæsere fra hele verden under ledelse af den engelske oboist og dirigentGordon Hunt, og arrangeret af Storstrøms Kammerensemble.

Ved koncerten bliver der mulighed for at høre eller genhøre et af de værker, som blev spillet ved Blæseroktettens koncert, nemlig Mozarts Serende for blæsere, c-mol. Dette yndefulde værk følger efter Johann Nepumuk HummelsOktet-partita i Es-dur. Hummel var en generation yngre end Mozart, og for øvrigt elev af ham, men selvom han i den musikalske tidsregning befinder sig i overgangen mellem wienerklassik og romantik, er hans musik udpræget wienerklassisk i sin karakter.

Efter pausen byder den unge blæsergruppe på en komposition af den senromantiske Richard Strauss, nemlig hans Symfoni for blæsere, skrevet i 1944-45 og udgivet efter hans død. Det er et stort anlagt værk for ikke mindre end 16 musikere, med undertitlen ”Fröhliche Werkstatt” (Det muntre værksted).

Koncerten afholdes som altid i Fuglsang Hovedbygning. Men bemærk, at det denne gang er en aftenkoncert, der starter kl. 19.30, og billetsalget starter kl 18.30. Pris 60 kr (40 kr for medlemmer og børn/unge).

 

PROGRAM

Johann Nepumuk Hummel

Wolfgang Amadeus Mozart

Richard Strauss

5. august 2001

 

 

Christina Bjørkøe, klaver

Ved sæsonens første koncert d. 5. august er solisten et af de store, unge navne i dansk musikliv, pianisten Christina Bjørkøe. Trods sin unge alder har hun allerede opnået al mulig anerkendelse i form af anmelderroser og en lang række musikpriser. Men hun startede også tidligt: som 7-årig blev hun elev hos Therese Koppel, og efter et par år på den berømte Juillard School i New York studerede hun hos Anne Øland på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, med debut 1997. Siden da er det blevet til en række koncerter i ind- og udland, samt på radio og TV, og for nylig imponerede hun med sin første CD med musik af Chopin.

Første afdeling af koncerten domineres af Liszt. Fra anden del af det tredelte værk Pilgrims-år spiller Christina Bjørkøe tre satser, som Liszt skrev under indtryk af kunst og litteratur fra renaissancen: Bryllup (inspireret af et billede af Rafael), Tænkeren (efter en statue af Michelangelo) og Canzonetta (inspireret af at digt af Salvator Rosa). Med i programmet er også den teknisk krævende sats Vild jagt fra samlingen 12 transcendentale etuder, som Liszt skrev som 15-årig.

Efter pausen står der Schubert på programmet: Sonate i B-dur D. 960, som af fagfolk betragtes som Schuberts allerbedste, og som et hovedværk i klaver-litteraturen.

Koncerten afholdes som altid i Fuglsang Hovedbygning. Den starter kl. 15, og billetsalget starter kl 14. Pris 60 kr (40 kr for medlemmer og børn/unge).

 

Program:

Franz Liszt

Franz Schubert

 

2. september 2001

 

 

TAG MADKURVEN MED TIL KONCERT

I februar måtte Fuglsang Musikforening aflyse foredraget og koncerten med skue-spilleren, musikeren, komponisten, gøgleren m.m. Thomas Sandberg på grund af sygdom. Vi synes ikke, at publikum skal snydes for at opleve et af de mest spændende fænomener indenfor slagtøjsmusikken i dag, så søndag 2/9 bliver arrange-mentet gennemført i stedet for.

Der er tale om et heldagsarrangement med Thomas Sandberg i centrum både om formiddagen og eftermiddagen:

Kl. 11.30 fortæller han om sine instrumenter, som er alle varianter af slagtøj, fra marimba til kaffekande, og præsenterer sin måde at arbejde med musik på. Til hans virkemidler hører – udover at han er en fremragende musiker – dramatiske elementer. I sit sceneshow er han inspireret af kunstnere som Dirch Passer, Victor Borge, Charlie Rivel, Chaplin, Dario Fo og Spike Jones. Så der er noget for både øjnene og ørerne, når han folder sig ud.

Efter formiddagens oplevelse er der mulighed for at nyde den medbragte mad i Fuglsangs smukke spisesal. Musikforeningen vil stå for salg af drikkevarer til maden og man kan også købe kaffe/the og hjemmebagt kage til yderst rimelige priser. Hvis vejret er til det kan der også blive tid til en spadseretur i den smukke park.

Kl. 15 giver Thomas Sandberg så koncert i musiksalen, hvor man i praksis kan opleve det, man har hørt om ved foredraget. De fremførte værker er alle skrevet til Thomas Sandberg af komponister som Fuzzy, Peter Bruun (som har skrevet et stykke, der bliver uropført ved denne lejlighed), John Frandsen, Wayne Siegel og Thomas Sandberg selv. Bl.a. vil han spille sin egen Plat du jour for gammelt ragelse, køkkentøj, båthorn m.m.

På grund af særlig støtte til dette arrangement fra Storstrøms Amt kan vi tilbyde foredraget og koncerten til en samlet pris på 60 kr., den almindelige koncert-entré, (40 kr for medlemmer og unge under udd.)

 

Man kan også vælge at komme til koncerten alene, (billesalget starter kl. 14), men hvorfor ikke få en dag ud af det?!

 

Program:

Peter Bruun

John Frandsen

Fuzzy

Thomas Sandberg

7. oktober 2001

 

Storstrøms Kammerensemble

 

Storstrøms Kammerensembles to koncerter i hver sæson hører til foreningens mest velbesøgte, hvilket vel dels kan tilskrives at vi oplever ensemblet som ”vort eget”, dels koncerternes høje kvalitet, og endelig den store variation i udvalget af værker og instrumentkombinationer, som ensemblet er kendt for.

Ved denne koncert har ensemblet yderligere udvidet klangspektret ved at tilføje et waldhorn; et instrument, der normalt ikke findes i ensemblet. Det giver mulighed for at opføre et helt specielt værk: Dohnányis sekstet for klaver, klarinet, horn og strygere, en højst usædvanlig kombination.

Den ungarnske komponist Ernö Dohnányis (1867-1960), var absolut ikke en avantgardistisk komponist. Hans musik tog tværtimod kraftigt afsæt i Brahms, med hvem han også havde det tilfælles, at det så absolut var klaveret, der var hans instrument. Det er rødglødende og virtuos romantik, han byder på, og i dette han sidste kammermusik-værk, skrevet i 1935, skimter man også George Gershwin og Johann Strauss, som jo Brahms beundrede meget.

Før pausen skal vi høre to store franske komponister; Jacques Ibert og Jean Françaix. Netop de franske komponister har med forkærlighed benyttet harpen i deres kammermusik, og det er derfor ofte her, Storstrøms Kammerensemble henter fornyelser til repertoiret.

Af Jacques Ibert skal vi høre den virtuose trio for violin, cello og harpe, medens Françaix har skrevet sin kvintet for fløjte, harpe og strygetrio, en besætning der er klassisk i fransk kammermusik.

 

Program:

Jacques Ibert

Jean Françaix

Ernö Dohnányis

 

4. november 2001

 

Klaverduo T&T

Ingryd Thorson og Julian Thurber, klaver

 

Musik for 2 flygler på Fuglsang

Ved Fuglsang Musikforenings novemberkoncert søndag d. 4/11 bliver der sat et ekstra Steinway-flygel op på scenen. Den dag er solisterne nemlig Klaverduo T&T, som består af det engelske ægtepar Ingryd Thorson og Julian Thurber. Parret, som bor i København og har deres daglige virke ved Det Kgl. Teater, har gennem de sidste 25-30 år begejstret publikum i Danmark og rundt omkring i verden med deres forrygende sammenspil på et eller to klaverer, bl.a. ved en række koncerter i Tivolis Koncertsal. Ved siden af dette har de også haft tid til at samarbejde med andre musikere og orkestre, og de har indspillet en række kritikerroste CD’er, herunder de samlede værker for denne besætning af Rachmaninoff, Ravel, Dvorák, Bartok og Poulenc. Det, kritikerne hæfter sig ved, er især deres dybe indføling i de værker, de spiller.

 

Ved koncerten på Fuglsang byder Klaverduo T&T på 3 store værker:

Brahms’ Variationer over et tema af Haydn fra 1873 er mest kendt som orkestermusik (det blev bl.a. spillet ved den sidste Promenade-koncert i London for et par år siden), men denne flotte variationsrække over den kendte Antonio-koral af Haydn kan altså her høres i den version, som Brahms skrev først, nemlig for to flygler.

Rachmaninoffs Fantasie-Tableaux fra 1893 er skrevet for to klaverer og er et af de værker, duoen har indspillet på CD. Rachmaninoff, som selv var pianist, er især kendt for sin flotte og krævende senromantiske klavermusik. Ifølge Julian Thurber er dette musikstykke – som har været lidt overset – et af Rachmaninoffs hovedværker.

Efter pausen står der Stravinsky på programmet, og endda hans vel nok kendteste værk Le Sacre du Printemps (forårsofring). Det er egentlig skrevet som musik til en ballet om menneskene, som viljesløst udfører er række skæbnebestemte ritualer, der kulminerer i, at de ofrer en af deres egne. Før han skrev musikken til orkester, lavede Stravinsky denne version for to klaverer, som han selv opførte i 1912 sammen med Debussy, som på det nærmeste blev besat af værket. Og den stærke musik er da også så billedskabende, at man fint kan opleve historien uden at have balletdansere til at illustrere den.

 

Koncerten afholdes som altid i Fuglsang Hovedbygning. Den starter kl. 15, og billetsalget starter kl. 14. Pris 60 kr. (40 kr. for medlemmer og børn/unge).

 

Nærmere oplysninger på tlf. 54874448

 

Program:

Johannes Brahms

Sergej Rachmaninov

Igor Stravinsky

Fuglsang Herregaard

Nystedvej 73, 4891 Toreby L.

Fuglsang Musikforening

Formand: Lene Simonsen

formand@fuglsangmusikforening.dk

Webmaster: Aase R. Sløgedal

webmaster@fuglsangmusikforening.dk