Koncerter 2005

KONCERTER 2005

 

6. februar 2005

 

Hans Nygaard cello

Morten Mogensen klaver

 

Uagtet sin unge alder har Hans Nygaard allerede en rig og blomstrende karriere bag sig.

Han blev født i 1964 og begyndte at spille cello, da han var 6 år gammel, med sin stedfader, den fremragende cellist og cellopædagog Gert von Bülow som lærer. Som 16-årig vandt Hans Nygaard i Berlingskes musik-konkurrence førsteprisen og guldmedaljen, som kun tildeles for den helt bemærkelses-værdige præstation. Allerede da blev han spået en stor karriere. Kort kan man nævne, at efter kun to år på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og kun 17 år gammel blev han ansat i Sjælland Symfoniorkester. I 23 års alderen var han medlem af Det Kongelige Kapel og da han er 29 vandt han, som den første dansker nogensinde, en cellokoncertmesterplads i Berlins Symfoni- orkester. I dag er Hans Nygaard ansat i Storstrøms Kammerensemble.

Hans Nygaard nøjes ikke med at være en suveræn cellist, han holder også af at dirigere, at komponere og at transponere.

Han har spillet i det mest af Europa, i Japan, USA og Canada.

 

Om ham skrev Jens Brincker:

”Hans Nygaards fortid som solocellist i et af Tysklands store orkester fornægter sig ikke. Han spiller som den første blandt ligemænd – med rytmisk nerve og suveræn intonation – og det fremhæver de kammermusikalske kvaliteter.”

 

Til denne koncert bliver Hans Nygaard akkompagneret af pianisten Morten Mogensen.

Morten Mogensen blev født i 1965 og begyndte at spille klaver 6 år gammel. Han har studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Anker Blyme som lærer og havde debutkoncert fra solistklassen i 1990. I 1984 dannede han med violinisten Søren Elbæk og cellisten Troels Svane, Københavns Klavertrio. Det samarbejde samt hans solovirksomhed har medført koncerter over hele landet og store dele af Europa – Stockholm, Paris, Berlin, Bruxelles, Moskva, ”Wigmore Hall” i London, Wien, Salzburg – i USA og Sydamerika.

Både Hans Nygaard og Morten Mogensen har modtaget utallige priser og legater og har indspillet en lang række CD’er.

 

Program:

R.Schumann: 3 fantasistykker op. 73

S. Prokofief: Sonate for cello og klaver op. 119, C-dur

Svend Westergaard: Solosonate for cello

F. Chopin:Sonate for cello og klaver op. 65, g-moll

 

 

6. marts 2005

Jens Elvekjær, klaver

 

Jens Elvekjær er en af vore mest talentfulde unge pianister.

Han spillede på Fuglsang i september i fjor med ” Trio con Brio”.

Hans spil spænder ubesværet fra det sarte til det virtuose. Hans klang er rig på nuancer og hans frasering dybt musikalsk. Derfor fik vi lyst til at invitere ham som solist.

Jens Elvekjær har en omfattende koncertvirksomhed både i Danmark og i udlandet som solist og som kammermusiker. Udover at have givet koncerter i de store danske koncertsale, har han været gæst i Berlin, Wien, Köln, München, Amsterdam og Prag, i Rusland og i Tjekkiet, i England, i Japan og i Korea.

 

Jens Elvekjær har studeret hos professor John Damgaard på Det jyske Musikkonservatorium og hos professor Georg Vasarhelyi i København. Endvidere har han været elev hos professor Leonid Brumberg på Wiens konservatorium og på ”Mozarteum” i Salzburg hos professor K. H. Kämmerling. Han har studeret kammermusik hos den højt estimerede Alban Berg Quartet i Köln , hos Lazar Berman i Firenze og hos Ferenc Radosc i Budapest, og har deltaget i flere elite- masterclasses . Han har haft stor succes i internationale konkurrencer og vundet et hav af priser, dels som solist, dels med klavertrioen ”Trio con Brio”.

 

Om ham blev det bl.a. skrevet at:

”han forener fylden med et klingrende skært portamento, og han former musikkens ånd helt i overensstemmelse med dens særlige ånd, dens dialektik mellem monumentalitet og flegma……..” (Berlingske)

 

Program:

L. v. Beethoven: Sonate op. 10 nr. 3, D-dur

M. Ravel: Gaspard de la Nuit

F. Chopin: Præludier op. 28

3. april 2005

 

H.C. ANDERSENS 200-ÅRS FØDSELSDAG

Storstrøms Kammerensemble

Komponisten Gunner Møller Pedersen

 

2005 er H.C. Andersen-jubilæumsår.

Året rundt fejrer Danmark 200-året for digterens fødsel den 2.april 1805, og selvfølgelig har vi i bestyrelsen drøftet, hvordan Fuglsang Musikforening skulle markere dagen. Udbuddet af arrangementer har nærmest været ubegrænset, men vi ville gerne celebrere dagen med en gave til lokal-egnen og til eftertiden, altså med et til lejligheden komponeret musikværk, som skulle uropføres på Fuglsang den 3.april 2005.

Der er så megen magi og poesi over den lokale komponist Gunner Møller Pedersens musikalske univers, at tanken om at bede ham om at skrive for Storstrøms Kammerensemble over et af H.C. Andersens eventyr var nærliggende.

 

Gunner Møller Pedersen nyder stor international bevågenhed.

Han har studeret hos Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Per Nørgård og Bent Lorentzen på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og hos Cornelius Cardew i London.

 

Gunner Møller Pedersen skriver både instrumental og elektroniskmusik.

I 1970 opretter han i København sit eget studio for filmmusik og elektroniskmusik: Octopus Studio. og siden 1972 har han komponeret elektroniske musikværker til Glyptotekets ”vinterhavekoncerter”.

I 1976 grundlagde Gunner Møller Pedersen koncertinstitutionen ”Vinterhavens Elektroniske musik” og ”Det Danske Elektroniske Musikselskab” og i 1982 , centret for spatial elektronisk musik ”SEM” i Løjtofte nær Nakskov, hvor han nu bor.

Efter at have skrevet sit hovedværk ”Et Lydår” – et cyklisk 12-månedersværk – betragtes han i dag som én af Europas mest interessante elektroniske komponister

Han er blandt andet kendt for sit ”Ild og Vand” fra 1986, sin ”Lamentation de Mururoa” fra 1989 og lokalt for nogle uforglemmelige oplevelser:

Musikken til ”Kranballetten” i Nakskov 1981 i forbindelse med skibsværftet lukning, musik til ”Halmiaden” som var en storslået ”landart” halmskulptur-event. musik til ”Svanesang” 1996 i Nakskov Fjord og operaen ”Rottersken” efter romanen af og i tæt samarbejde med Günter Grass, og for ”Lys over Lolland”

 

Gunner Møller Pedersen har komponeret musikken til alle Nils Malmros’ film og til Jørgen Leths ”En forårs dag i Helvede” fra 1976.

 

For at publikum kan få størst muligt udbytte af oplevelsen holder komponisten Gunner Møller Petersen kl. 14 et foredrag, hvor han fortæller om sine tanker og overvejelser bag værket.

 

Læs mere om Gunner Møller Pedersen og om Storstrøms Kammerensemble

 

PRESSEMEDDELELSE

Fødselsdagsfest for H.C. Andersen på Fuglsang

Fuglsang Musikforening vil selvfølgelig også være med til at fejre den store nationaldigters 200-års fødselsdag. Det sker dagen efter dagen, d. 3. april med et ekstraordinært arrangement på Fuglsang.

Ved hjælp af tilskud fra forskellige fonde har musikforeningen fået mulighed for at bestille et nyt værk hos komponisten Gunner Møller Pedersen, som gennem mange år har givet musikglade mennesker her i landsdelen så mange spændende oplevelser bl.a. i forbindelse med den årligt tilbagevendende festival Lys over Lolland.

Gunner Møller Pedersen har valgt at skrive musik til eventyret De Vilde Svaner, som er digterens udgave af et gammelt folkeeventyr. Det er historien om den forstødte kongedatter Elisas kamp for at redde sine 11 brødre, som den onde dronninge-stedmoder har forvandlet til vilde svaner.

Musikken er skrevet til Storstrøms Kammerensemble og en oplæser, som er skuespilleren er Joen Bille (bl.a. kendt fra de store TV-serier Matador og Bryggeren). Joen Bille læser hele det lange eventyr, og Kammerensemblet akkompagnerer ham med Gunner Møller Pedersens musik, som en lyd-illustration til den dramatiske handling.

I anledning af dagen starter arrangementet allerede kl. 14, hvor komponisten vil fortælle om sine tanker og ideer bag værket. Derefter bliver der en pause, hvor man som sædvanlig kan købe varme og kolde drikke, og Fuglsang Musikforening byder på fødselsdagskage. Efter pausen er der så uropførelse af det nye værk.

1. maj 2005

 

SERAPHIM

Bente Vist, sopran

Tine Grønbæk, sopran

Ulla Munch, sopran

Mogens Rasmussen, gambe

Leif Meyer, cembalo og orgel

 

Ensemble Seraphims forbillede er de berømte sopraner ved hertugen Alfonso d.2.’s hof i Ferrara, Italien, i slutningen af 1500-tallet.

De tre sopraner ”Le donne di Ferrara” blev kendt i hele Italien for deres enestående virtuositet, og hertugen vogtede nidkært over deres repertoire. Først nogle år efter koncerternes ophør udkom dele af dette hemmelige repertoire, nemlig Luzzasco Luzzaschi’s madrigalbog. Siden blev der skrevet musik for denne besætning bl.a. af Claudio Monteverdi, Luigi Rossi og ikke mindst af Giacomo Carissimi, som efterlod sig en betydelig mængde kantater og motetter. Også i Frankrig blev der skrevet musik for de tre sopraner af Carissimis elever, Charpentier og Lully.

Denne frodige og farverige vokalmusik bliver her krydret med instrumentalværker af den store komponist Girolamo Frescobaldi.

 

Ensemble Seraphim blev grundlagt i 1996.

 

Tine Grønbæk og Bente Vist er uddannede på konservatorierne i henholdsvis København og Oslo.

Ulla Munch har studeret på Musikvidenskabeligt Institut i København.

De har specialiseret sig i baroksang hos kapaciteter som Barbara Schlick( Tyskland), Emma Kirkby og Evelyn Tubb(England) og i Danmark hos Lars Ulrik Mortensen. De har alle tre sunget i Ars Nova og er i dag særdeles efterspurgte som oratorie-, opera- og koncertsanger.

Mogens Rasmussen er uddannet på Det Kgl. Danske Konservatorium og ved Schola Cantorum Basiliensis. Han er nok Danmarks mest benyttede gambist .

Leif Meyer er uddannet som organist på Det Kgl. Danske Konservatorium og har studeret cembalo hos Karen Englund og Lars Ulrik Mortensen.

Alle har hver for sig en omfattende koncertvirksomhed i ind – og udland og har medvirket ved talrige radio- og CD-produktioner.

 

Program:

Værker af:

Luzzaschi

Carissimi

Monteverdi

Frescobaldi

Rosso

 

PRESSEMEDDELELSE

”De tre sopraner” på Fuglsang

Koncerten i Fuglsang Musikforening søndag d. 1. maj kl. 15 byder på noget så usædvanligt som musik fra fyrstens hof i Ferrara i Italien omkring 1600-tallet. Fyrst Alfonso d. 2. var meget optaget af damer, der sang, og havde derfor fast tilknyttet 3 sangerinder, som der blev skrevet store mængder musik til.

Denne musik har Ensemble Seraphim taget under kærlig behandling. Ensemblet, der består af de tre sangere Tine Grønbæk, Bente Vist og Ulla Munch, suppleret af gambespilleren Mogens Rasmussen og cembalisten Leif Meyer, har dermed lavet deres egen udgave af fyrstens ”3 sopraner”.

Musikken er dels af hofkomponisten Luzzaschi, dels af de mere kendte barokkomponister Monteverdi, Frescobaldi, Carissimi og Rosso. Det er madrigaler, d.v.s. verdslige sange, som beskriver de mere udadvendte sider af livet, med kærligheden som et af de vigtige emner. Sangene synges af de tre sangerinder hver for sig og sammen.

Ind imellem sangene spiller de to musikere små instrumentalstykker, og tilsammen byder Ensemble Seraphim på en koncert, som man kunne have oplevet den i Italien for 400 år siden. Og det bliver bestemt ikke kedeligt!

 

Arrangementet foregår som altid i Fuglsang Hovedbygning. Billetsalget åbner kl. 14.

 

I forbindelse med denne koncert afholder Fuglsang Musikforening sin ordinære generalforsamling kl. 13.

 

5. juni 2005

 

Akkordeon Duo

James Crabb & Geir Draugsvoll

 

I en årrække har James Crabb og Geir Draugsvoll været to af pionérerne indenfor akkordeonverdenen.

 

Geir Draugsvoll er født i Norge i 1967 og startede med at spille akkordeon, da han var otte år gammel. ”Der åbnede sig en dør til en hel ny verden, langt væk fra lege og sport”, som han engang sagde.

Han har studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i årene 1986-92 under professor Mogens Ellegaard, og allerede da startede han sin karriere.

P Woetmann skrev om ham i Berlingske Tiden, at han er ”en poetiske musiker”. At det er som om han henter musikken fra en anden verden, let og sprød, og former den, giver den liv ad veje, som er bygget op af så subtil en kontrol over hver tones vægt og dynamik, at man sommetider glemmer at trække vejret.

James Crabb har ligeledes studeret hos Professor Mogens Ellegaard og allerede under studietiden vundet adskillige priser og modtaget legater. Fem år gammel var han allerede en velrenommeret musiker med offentlige optrædener på hospitaler, til bryllupper, til begravelser og i koncertsale. Da han var 15 år byttede han sit ”piano akkordeon” med et ” klassisk akkordeon” som siden starten af 1970 havde været anerkendt som klassisk instrument. Derved kunne han studere videre på konservatorier i Europa, og et helt nyt repertoire åbnede sig for ham.

Allerede i 1986 begyndte Geir Draugsvoll og James Crabb at spille sammen. Både som solister og som duo har de nu spillet over det mest af verden: I Skotland, England, Frankrig og Italien, Finland, Danmark, Østrig og Rusland…

 

Ud over deres interesse for nyere musik, som har medført et frodigt samarbejde med en række komponister i ind og udland med en lang række uropførelser af bl.a. Koch, Rossing-Schow, Jørgensen, Mossenmark, Veldhuis og Nicholson, har de to musikere søgt efter nye tekniske og musikalske udfordringer. Med dyb respekt for værkerne har de transponeret Stravinskys ”Petrouchka” og Mussorgskys ”Udstillingsbilleder” til akkordeon, men også Piazzollas ”La muerte del ángel”.

 

Pressen skriver: ”Summa summarum, en kunstnerisk triumf ….Crabb og Draugsvoll musikalitet og virtuositet er blændende”.

Gramophone ( England)

 

”Mest forførende er Crabb og Draugsvoll eventyrlige samspil. Kun en fænomenal teknik tillader at spille så sprudlende, så rytmisk medrivende og så brillant”.

Classic cd. (England)

 

Program:

M. Mussorgsky: Udstillingsbilleder

I. Stravisky: Petrouchka

Klaus Ib Jørgensen: Kommos

7. august 2005

FREDSORKESTERET

 

Muhammed Askari, nay (arabisk fløjte), darbuka (egyptisk tromme)

Henrik Goldschmidt, obo, vokal, darbuka

Tobias Allvin, bouzuoki, vokal

Anders Vesterdahl, harmonika

Jeppe Gram, bas

 

”Musik kender ingen sprogforskelle, ingen landegrænser.” sagde Anders Laursen i sin tale til Henrik Goldschmidt ved overrækkelsen af Dansk Musiker Forbunds Hæderspris.

Henrik Goldschmidt er oboist i Det Kongelige Kapel og grundlægger af The Middle East Peace Orchestra, et unikt orkester af både jødiske og arabiske musikere, som sammen lader musikken tale fredens sprog.

 

I begyndelse af 1990’erne, da Balkankrigen var brudt ud og flygtninge fra Bosnien kom til Danmark, fik Henrik Goldschmidt den tanke at åbne en musikalsk dialog med de herboende bosniske musikere. Disse spillede virtuos folkemusik, mens de otte medvirkende danske musikere spillede klassisk musik. Tale sammen kunne de ikke, men musikken kunne give dem følelsen af at forstå hinanden, af at kende hinanden, og eksperimentet blev så livsbekræftende en succes, at ideen om et samarbejde mellem arabiske og jødiske musiker samlet i ét orkester var født. Men såvel i den politiske verden som blandt musikere blev ideen mødt med megen modstand.

Efter lang tid søgen kom Henrik Goldschmidt i 2003 i kontakt med amerikansk/arabiske musikere, som blev betagede af tanken og gik med på at danne et”Arab/Jewish Peace Orchestra”.

Fredsorkester-projektet var lykkedes.

Musikken er hel unik, idet den er baseret på traditionen i jødiske Klezmer- og synagogemusik, den fælles mellemøstlige Makam og den klassiske arabiske musik. Det er det samarbejde, som er udfordringen og som skaber den helt særlige musikalske skønhed.

 

Allerede i 2003, før dannelsen af Fredsorkesteret, spillede H. Goldschmidt og hans musikere på Fuglsang; en ren jødisk Klezmer Zahav koncert. Det var en musikalsk oplevelse, som efterlod sig dybe, smukke spor i publikum. Derfor har vi bedt The Middle East Peace Orchestra om at komme for igen – men med et meget bredere perspektiv – at binde folk sammen med musikkens kraft.

 

Orkestret har besluttet, at overskuddet fra alle koncerter går til fredsskabende initiativer for børn i hele Mellemøsten.

 

4. september 2005

 

COPENHAGEN CLASSIC

 

Johannes Søe Hansen, violin

Arne Balk-Møller, violin

Ida Speyer Grøn, bratsch

Katrine Reinhold Bundgaard, bratsch

Niels Ullner,cello

Henrik Brendstrup, cello

 

Copenhagen Classic, som er sammensat af seks af landets bedste strygere, er et af Danmarks førende kammermusikensembler.

 

De seks unge musikkere er hver især fremragende solister, som har høstet priser og legater verden over og som har deres virke i danske og internationale symfoniorkestre.

Copenhagen Classic, som blev grundlagt i 1997, har blandt andet deres styrke i musikernes inspirerede samspil og et usædvanligt og varieret repertoire, som spænder fra de store klassiske værker til nye danske kompositioner, bestilt og uropført af ensemblet.

Med sin ”musikalske monumentalitet” har ensemblet vundet et stort og begejsteret publikum og er i dag yderst efterspurgt.

 

Ved denne koncert spiller de hovedsagelig musik fra klassikken og romantikken.

 

Pressen skriver: ”Opførelsen var billedskøn, en slebent gennemarbejdet og dybt bundfældet fortolkning”.

 

Program:

Hugo Wolf: Italiensk Serenade i G dur

W.A. Mozart: Grand Quintetto (Arrangement Fra Mozarts tid af klaverkvartet i g-mol KV 478)

A. Dvorak: Sekstet A dur opus 48

2. oktober 2005

 

J.P.E.HARTMANNS 200-ÅRS FØDSELSDAG

Kl. 13: Foredrag ved Niels Krabbe

I pausen: Mulighed for at købe kaffe/kage (20 kr.)

Kl 15: Koncert med:

Elisabeth Zeuthen Schneider, violin & Ulrich Stærk, klaver

 

Midt i den altdominerende festivitas ved H.C. Andersens 200-års fødselsdag er der andre store personligheder fra den danske guldalder, hvis 200-årsdag fortjener at blive markeret.

En af dem har en hel speciel tilknytning til Fuglsang, udover at være en af sin tids feterede komponister:

J.P.E. Hartmann, organist, musiklærer på Konservatoriet, komponist og jurist, var Bodil de Neergaards farfar og for øvrigt nær ven til H.C. Andersen, som selv var fadder til Bodil de Neergaard.

Han blev født ind i et musikdynasti – hans far og bedstefar var musikere – og en indflydelsesrig familie, som satte sit præg på det danske kulturliv i mere end 200 år. Gennem sit lange liv komponerede han over en periode på mere end 75 år.

I sin betagelse af den nordiske mytologi fandt J.P.E. Hartmann sit eget personligt tonesprog, og omtales derfor tit som ”nordisk komponist”.

Langt det meste af hans omfattende produktion spilles ikke længere. Mest kendt i dag er hans folkeviseopera ”Liden Kirsten” fra 1846 med libretto af H.C. Andersen og hans musik til 2. akt af balletten ”Et folkesagn” fra 1854 af August Bournonville – en tredje af årets 200-års fødselarer!

 

Cand.mag. Niels Krabbe, leder af musikafdelingen på Det Kongelige Bibliotek og hovedredaktør for Hartmanns udvalgte værker, vil indlede dagen med et foredrag, og koncerten bygges op som et musikalsk portræt af den tid, Hartmann levede i.

 

Med sin dybe, krystalklare ærlighed og fine musikalitet er violinisten Elisabeth Zeuthen Schneider i dag en af det danske musiklivs fremtrædende kunstnere.

 

Om pianisten Ulrich Stærk siger man, at han kan skabe magi. Derfor er han såvel nationalt som internationalt en meget efterspurgt pianist. Han og Elisabeth Zeuthen Schneider har samarbejdet i ti år, givet utallige koncerter, og indspiller for tiden en ny cd med svensk romantisk violinmusik.

 

Lidt eventyr knytter sig til dagens festligheder. Elisabeth Zeuthen Schneider spiller på sin nyerhvervede violin. En violin bygget i 1627 af brødrene Amati i Cremona i Italien. En violin, som kom til Danmark i 1820, og som figurerer på listen over Dansk Kulturarv. Og en violin, hvis klang fra slutningen af 1920 og helt til Bodil de Neergaards død har lydt utallige gange på Fuglsang. Den ungarske violinist og Carl Nielsens svigersøn, selveste Emil Talmanyis violin!

 

Program:

J.P.E. Hartmann

Robert Schumann

Emil Hartmann

Niels W. Gade

Fuglsang Herregaard

Nystedvej 73, 4891 Toreby L.

Fuglsang Musikforening

Formand: Lene Simonsen

formand@fuglsangmusikforening.dk

Webmaster: Aase R. Sløgedal

webmaster@fuglsangmusikforening.dk