Koncerter 2006

KONCERTER 2006

 

5. februar 2006

 

Rikke Sandberg

Rikke Sandberg begyndte at spille klaver da hun var 8 år. I 1989 begyndte hun sine studier hos Anne Øland. I januar 1994 blev hun optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, stadig hos Anne Øland og siden hos José Ribera i Solistklassen. Rikke har studeret i New York i mange omgange,- bl.a. på Juilliard School of Music. Rikke Sandberg debuterede fra Solistklassen ved en meget flot anmeldt koncert i Den Sorte Diamant i december 2002. 2 uger efter indspillede hun en solo-cd med værker af Brahms. Den fik ved udgivelsen i maj 2005 en varm velkomst af anmelderne og blev hurtigt ”Ugens Uundgåelige” i P2-udsendelsen ”Amadeus”. Efterfølgende blev den, kåret som ”Årets CD” i samme program. I november 2005 modtog Rikke ”Anmelderringens Kunstnerpris” og gav i den sammenhæng en koncert, som blev rost til skyerne. Siden er det gået slag i slag med solokoncerter i mange af landets prominente koncertsale & musikforeninger. 2006 byder på engagementer med DR Radiosymfoniorkestret , Ålborg Symfoniorkester og Leipziger Kammerorchester.

Som kammermusiker optræder Rikke Sandberg i en lang række forskellige sammenhænge. Desuden er hun pianist i ensemblet ”Mad Cows Sing”. Rikke Sandberg er desuden ofte solist ved moderne og klassiske danseforestillinger og ved indspilninger af filmmusik med DR Radiounderholdningsorkestret, bl.a. ”Adams Æbler”. og ”Afgrunden” med musik af Anders Koppel.

 

Program

W. A. Mozart: Sonate Nr. 9, a-mol, KV 310

 

J. Brahms: 16 Valse, opus 39

 

George Crumb: Fra Makrokosmos:

Crucifixius [Capricorn]

The Phantom Gondolier [Scorpio]

 

César Franck: Prélude, Choral et Fugue

 

 

5. marts 2006

SOKKELUND SANGKOR

Under ledelse af Morten Schuldt-Jensen.

 

Sokkelund Sangkor blev stiftet i 1984 af Morten Schuldt-Jensen, der også er korets dirigent.

 

Sokkelund Herred strakte sig fra Tuborg Havn i nord til Ishøj i syd og eksisterede helt indtil 1971.

Navnet stammer fra en lille skov i nærheden af Buddinge, hvor der har været tingsted siden 1200-tallet. Når storbønderne skulle stemme, kastede de en kæp ind i ringen, og antallet af kæppe afgjorde afstemningen. Kæppene – eller stokkene – skar de i den nærliggende lund, og på et kort fra først i 1300-tallet staves navnet på denne lund ”Stockelund” hvilket senere blev til Sokkelund.

Da der stod Sokkelund Herred på de fleste af korsangernes dåbsattester det år, hvor koret blev stiftet og – fordi man ikke ville efterligne de latinske og græske navne, som mange danske kammerkor bærer – valgte man at kalde det nye kor for Sokkelund Sangkor.

 

Koret har i de forløbne, år formået at placere og holde sig i det danske korlivs absolutte top.

Siden starten har koret givet over 500 koncerter med et meget bredt repertoire, der omfatter både klassisk og rytmisk musik, med en forkærlighed for a cappella sang. Det var i en årrække grundstammen i Tivolis Koncertkor og arbejdede der sammen med førende internationale sangere og dirigenter. Engagementet i Tivoli har ført til flere spændende opgaver i udlandet som en turné i Israel på invitation fra The Israel Camerata, et af verdens førende kammerorkestre. I fremtiden vil koret samarbejde med det fremragende Leipziger Kammerorchester. I 1997 sang koret i Spanien, i 1998 i Italien ved en international musikfestival, som trækker de absolut førende kor i Europa.

Sokkelund Sangkor har modtaget fornemme priser:

1988 – Første pris i European Broadcasting Union for kammerkorkonkurrence.

1991 – Valgt som arbejds- og koncertkor for Eric Ericsson i forbindelse med, at han modtog Sonning Prisen.

1993 – Københavns Amts Kulturpris.

 

Morten Schuldt-Jensen har studeret orkester- og korledelse og sangpædagogik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og musikvidenskab ved Københavns Universitet; han er docent begge steder. Han har studeret hos bl.a. Sergiú Celibidache og Eric Ericsson. Han er leder af Tivolis koncertkor, gæstedirigent for danske og udenlandske professionelle orkestre og kor, og han har også en omfattende kursusvirksomhed i Danmark, Norge og Tyskland.

 

I 1999 blev han tildelt Erling Højs Mindelegat for talentfulde yngre dirigenter, og i 1998 Elli og Peter Ove Christensens Fonds Legat. I 1999 blev han udnævnt som kordirigent ved Gewandhaus i Leipzig.

 

Program:

H. Diestler

F. Poulenc

B. Britten

V. Holmboe

B. Leukovitch

I. Lidholm

 

PRESSEMEDDELELSE

Korkoncert på Fuglsang

Efter flere år byder Fuglsang Musikforening d. 5. marts igen på en korkoncert, og det med et af landets allerbedste kor, Sokkelund Sangkor.

Kammerkoret blev grundlagt i 1984, og siden da har det givet mere ned 500 koncerter og indspillet en række CD’er. Det arbejder inden for stort set alle genrer, rytmisk og klassisk, gammel og ny musik. Blandt de musikalske samarbejdspartnere kan nævnes Sebastian, Det Kgl. Kapel, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Ole Koch Hansen og Etta Cameron.

 

Korets dirigent og grundlægger, Morten Schuldt-Jensen, er en af de markante skikkelser i danske kormusik. Udover Sokkelundkoret er han leder af Tivolis Koncertkor, og han har i tidens løb dirigeret mange af de bedste danske kor. I 1999 blev han udnævnt til korchef ved Gewandhausorkestert i Leipzig, en post, som han stadig varetager sideløbende med sit arbejde i Danmark med bl.a. Sokkelund Sangkor.

 

Ved koncerten på Fuglsang synger koret musik, der er skrevet indenfor de sidste 100 år. Det er Vagn Holmboes Sange mod vårdybet, til tekster af Willian Heinesen, 5 sange af Poulenc, Hugo Distlers sange til tekster af den tyske romantiske digter Eduard Möricke, 3 af Brittens Blomstersange, madrigaler af Bernhard Lewkovitsch, og 3 kor af den svenske komponist Ingvar Lidholm.

2. april 2006

 

CARION

 

Ulla Bergstedt, fløjte

Niels Dittmann, obo

Morten K. Jota, klarinet

David M.A.P. Palmquist, horn

Niels Anders Vedsten Larsen, fagot

 

De fem musikere, som danner Carion blæserkvintet, har spillet sammen siden 1997.

I intensiv fordybelse har de fem musikere i fællesskab søgt at perfektionere udførelsen af de klassiske kvintet-repertoire og arbejdet målrettet mod at levere en performance, der er både ungdommelig og integreret i tidens ånd, på det højeste kunstneriske niveau.

Carions repertoire tager udgangspunkt i det 19. og 20. århundredes musik, men ensemblet samarbejder også med nulevende komponister om idéer, der kan bringe blæserkvintetmusik ind i vort årtusinde. Virtuos musik er yndet af musikerne, og her passer det franske repertoire godt. Kunstnerisk inspiration har de hovedsaglig fået fra den internationale solist, oboisten Francois Leleux.

Carion har optrådt internationalt, på fjernsyn og i radio og har høstet mange anmelderroser, senest i februar 2004, da blæserkvintetten vandt 2. pris i DR’s kammermusikkonkurrence og ved samme lejlighed modtog Zapolski-Kvartettens særpris ”til det ensemble som – med respekt for kompositionen – giver et værk den mest originale tolkning” for deres spektakulære udførelse af Ligeti’s ”Sechs Bagatellen für Bläserkvintet”.

Dette værk har vi selvfølgelig på programmet.

 

Program:

György Ligeti: Seks bagateller for blæserkvintet

Ludvig van Beethoven: Blæserkvintet i Es-dur op. 4

Carl Nielsen: Blæserkvintet op. 43

Mozart: Andante i F-dur KV 616

 

PRESSEMEDDELELSE

Carl Nielsen på Fuglsang

Ved koncerten i Fuglsang Musikforening søndag d. 2. april vender Carl Nielsens musik tilbage til stedet, når blæserkvintetten Carion kommer på besøg.

Kvintetten er en af de nyere kometer på den danske musikhimmel. Den består af fløjte, obo, klarinet, horn og fagot, og ved siden af den musikalske perfektion arbejder kvintetten meget med, hvordan musikken præsenterer sig for publikum. Derfor bruger musikerne ikke noder, og de koreograferer deres program på en måde, så det føjer en ekstra dimension til koncertoplevelsen.

Carl Nielsen er ved koncerten repræsenteret ved et af sine populæreste værker, Blæserkvintetten, som bl.a. i sidste sats har en smuk variationsrække over salmen ”Min Jesus, lad mit hjerte få”.

På programmet er også et af Beethovens tidlige værker, Blæserkvintet i Es-dur. Det er et ungdomsværk, oprindeligt skrevet for strygeroktet, senere strygerkvintet, men den slog først rigtig an, da Beethoven i en moden alder arrangerede den for blæsere. Mozart har også fundet plads i programmet (det er vel Mozart-år!!) med et af hans sidste værker, Andante i F-dur, oprindeligt skrevet for mekanisk orgel – den tids jukebox – men her arrangeret for blæserkvintet.

Endelig kan man høre den ungarske komponist György Ligetis Seks bagateller for blæserkvintet, skrevet i 1953. Den ene af de seks små satser er tilegnet komponisten Bartok, som døde 8 år tidligere.

7. maj 2006

 

EVERNESS, en sonet af Jorge Luis Borges

Niels Rosing-Schow, komponist

(førsteopførelse i Danmark)

 

Storstrøms Kammerensemble

Jonathan Stockhammer, dirigent

Helene Gjerris, mezzosopran

 

Komponisten Niels Rosing-Schow (f.1954) har aldrig ladet sig sætte i bås. Det skyldes et alsidigt orienteret studieforløb og en stor åbenhed. Hans produktion viser først og fremmest, at hvert nyt værk stiller nye udfordringer og kræver nye erfaringer.

Han startede sine studier på Musikvidenskabeligt Institut i København(1972-79), hvor han stiftede bekendtskab med den musikalske modernisme. Han påbegyndte derefter en uddannelse på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med musikhistorie, teori og siden komposition hos bl.a. Ib Nørholm. Der oplevede han hos de lidt ældre kolleger reaktionen mod den centraleuropæiske avantgarde, som kom til udtryk i nye dansk musik, og hans første værker bærer præg af at være komponeret i begge disse strømningers spændingsfelt. Studier i Paris åbnede nye horisonter og berigede ham med forståelsen og kærligheden for den franske kultur.

N. Rosing-Schow har sagt ”Det musikken kan, er at insistere på vores menneskelighed… Uanset hvad vi gør eller tænker, så må vi ikke miste vores menneskelighed af syne”. Den tanke kommer stærkeste til udtryk i komponistens vokale og sceniske værker, hvor den afspejles i valget af teksten og i kompositionens dramatiske forløb.

 

Niels Rosing-Schow har med Everness færdiggjort en cyklus af tre sonetter, skrevet af den store argentinske forfatter Jorge Luis Borges(1899-1986): Everness, Yo og Ewigkeit.

 

Niels Rosing-Schow var initiativtager til Storstrøms Kammerensemble’s turné i Argentina i 1999 og rejste med som kunstnerisk rådgiver. Det er under dette ophold i Buenos Aires, at han blev interesseret i Borges og han foreslog selv at sætte de tre sonetter i musik.Yo blev bestilt af Storstrøms Kammerensemble og uropført i 1999 ved ensemblets turné i Argentina. Ewigkeit blev bestilt og uropført af det franske ensemble Alternance i 2003 og Everness, som er bestilt af Storstrøms Kammerensemble og Alternance i fælleskab, spilles for første gang i Danmark ved denne koncert.

 

Program:

Niels Rosing-Schow: Everness, Yo og Ewigkeit

Sir Peter Maxwell Davies: Unbroken Circle

Luciano Berio: O King

Manuel de Falla: Psyché

George Crumb: 11 Echoes of Autumn

 

I forbindelse med denne koncert afholder musikforeningen ordinær generalforsamling kl. 13.30

 

NB: PROGRAMÆNDRING til ensemblet Alpha

28. maj 2006

OPRINDELIGT PROGRAM:

ORD OG MUSIK SPILLER SAMMEN

To kunstarter mødes om Carl Nielsens univers

 

Søren Sætter-Lassen, skuespiller

Lotte Toftemark, pianist

Mikkel Futtrup, violinist

 

Da Lotte Toftemark – yderst beklageligt og på et meget sent tidspunkt – har valgt at sende afbud, må dette arrangement desværre aflyses.

Som erstatning har vi henvendt os til det spændende ensemble Alpha, som vi har haft i kikkerten siden deres flotte optræden ved årets DR-kammermusikkonkurrence, og heldigvis kunne de stille op med kort varsel. Så det er med stor fornøjelse, at vi kan præsentere:

 

ALPHA

Bolette Roed, blokfløjte

Peter Navarro-Alonso, klassisk saxofon

David Hildebrandt, slagtøj.

 

Alpha består af tre unge musikere, som alle har markeret sig i dansk musikliv – David Hildebrandt, Peter Navarro-Alonso og Bolette Roed. Alle tre er uddannede fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Solistklasse, hvor de mødte hinanden og opdagede de mange klangmuligheder i sammensætningen af percussion, klassisk saxofon og blokfløjte.

 

Instrumentkombinationen er så særegen, at der ikke fandtes noget repertoire for besætningen, da Alpha dannedes. Ensemblet kastede sig derfor ud i transkriptioner, arrangementer, bestillinger hos komponister og improvisationer – fandt musik fra andre verdensdele og tømte alle musikbiblioteker.

Således spænder Alpha meget vidt repertoiremæssigt – fra de ældste bevarede nedskrevne kompositioner til improvisationer, som skabes i nuet – 850 års musikhistorie.

At Alphas medlemmer alle har arbejdet indenfor en række forskellige genrer og har bestillingsværker og uropførelser bag sig, giver ensemblet en sjælden grad af fleksibilitet – en frihed, som skaber mulighed for at væve sig ind og ud mellem forskellige stilarter, verdensdele og tidsaldre.

 

Alpha vandt i februar 2006 2.pris i DR’s Kammermusikkonkurrence og modtog tillige juryens specialpris for bedste opførelse af ny kompositionsmusik.

 

I februar 2006 udkom Alphas første CD med ny dansk kompositionsmusik komponeret for ensemblet.

 

PROGRAM

Alpha Fuglsang Freestyle (improvisation)

Anon.: Middelalder-suite: Petrone – La Rotta/La Rotta de Manfredina – Salterello I

Ib Nørholm: Jubilate Deo in Primavere (tilegnet Alpha)

Hamza Shakkur/Alpha Bashraf Saba (Syrien)

U Phon/Alpha Chit Kyoo Thwe Tog (Burma)

Alpha Jaco

Søren Eichberg: Cantus (tilegnet Alpha)

Steingrimur Rohloff: View Through Water for Alpha og elektronik (tilegnet Alpha)

Anon.: Kaukasisk suite

Suite med musik fra Armenien og Georgien

6. august 2006

Antoine de Saint-Exupéry’s fortælling

DEN LILLE PRINS

– med musik af PALLE MIKKELBORG

 

Susse Wold – oplæser, fortæller, skuespiller

Joakim Dam Thomsem – obo

Emilie Eskær – cello

Lillian Törnquist – harpe

 

Vi begynder den nye sæson på en lidt usædvanlig måde – vi skal tilbringe en god times tid i selskab med den lille prins. Nej, ikke kronprinsparrets nyfødte – den lille prins er hovedpersonen i den franske forfatter Antoine de Saint-Exupérys helt eventyrlig smukke børnebog, der siden sin fremkomst i 1942 har gået sin sejrsgang over hele verden. Den er oversat til 103 forskellige sprog!

 

Et tilfældigt møde mellem nogle kreative mennesker førte i løbet af 2004 til et utroligt inspirerende samarbejde omkring den idé: at skabe en forestilling, hvor Saint-Exupéry’s fortælling fremføres i en form, hvor musikken bliver et bærende, underbyggende og samtidigt selvstændigt element for teksten. Ud fra tanken om, at Exupéry’s visdom er næsten mere aktuel end nogensinde, har komponisten Palle Mikkelborg i samarbejde med skuespilleren Susse Wold, der har bearbejdet teksten, og de medvirkende tre musikere skabt et sammenhængende værk af cirka 80 minutters varighed.

 

Susse Wold, som her vel næppe behøver en særlig præsentation, er ikke bare oplæser og fortæller – hun spiller tillige de forskellige roller i Den lille Prins. I Palle Mikkelborgs komposition indgår udover musikken på de akustiske instrumenter også elektroniske lyde og lydeffekter, styret af en lydtekniker.

 

Der venter tilhørerne en stor og berigende oplevelse i selskab med denne særprægede forfatter, der var en sjælden kombination af flyverhelt – og digter. Eventyret om Den lille Prins er noget af det mest poetiske man kan tænke sig. Og det klogeste. Og det morsomste. Forskere mener, at Exupéry hentede inspirationen hos H.C.Andersen, og der er jo ikke det ringeste sted at hente den slags.

 

Hør eventyret om den lille prins i ord og toner – og lær af hans visdom: at det væsentlige er usynligt for øjet – det er kun med hjertet, man rigtigt kan se.

 

Entre: 100 kr. (medlemmer 60 kr., unge under 25 gratis)

3. september 2006

 

VENEDIGS STRYGEKVARTET

 

Andrea Vio – violin

Alberto Battiston – violin

Luca Morassutti – viola

Angelo Zanin – cello

 

Venedigs strygekvartet – Quartetto d´archi di Venezia – blev dannet for ca. 22 år siden, mens medlemmerne stadig var studerende ved konservatoriet i Venedig. Herefter blev deres kunstneriske og musikalske udvikling yderligere udbygget fra to forskellige skoler i kvartetspil: først og fremmest den som udgår fra den berømte kvartet Quartetto Italiano med tre års undervisning af Piero Farulli på Sienas musikkonservatotium. Men stor betydning fik også den vesteuropæiske skole – repræsenteret ved den ungarske kendte Vegh-kvartet med undervisning af Sandor Vegh og Paul Szabo.

 

Quartetto di Venezias særlige kendetegn er deres klangbehandling, strøgteknik og vibrato, og fremhævelse af de enkelte instrumenters karakter. Kvartetten har optrådt over hele Italien og er jævnligt på turneer i udlandet: USA, Sydamerika, Japan, Sydkorea og Europa. De besøger nu Danmark for tredje år i træk hvor de har haft stor succes, bl.a. i Tivolis koncertsal.

 

Kvartetten har valgt at indlede med Mozarts Strygekvartet i Es-dur, KV 428 – meget passende, da vi jo stadig befinder os i det store Mozart-år – 250 året for komponistens fødsel. Og Mozart behøver vel næppe den helt store præsentation her.

 

Derefter spiller de Bartok – hans anden strygekvartet, der blev til under første verdenskrig. Bartoks seks kvartetter er et hovedværk i hans produktion, de regnes for et af nittenhundredetallets absolutte musikalske højdepunkter.

 

Men særligt spændende bliver nok mødet med Venedig-kvartettens landsmand Antonio Bazzini, en komponist der vel næppe er særlig kendt herhjemme. Han levede fra 1818-1897 og er dermed næsten præcis samtidig med vores egen Niels W.Gade. Som alle italienske komponister med respekt for sig selv skrev han en opera – men det blev kun til den ene. Den hed ”Turandot” og forsvandt helt i skyggen af Puccinis langt senere opera med samme titel. Til gengæld markerede Bazzini sig stærkt i kammermusikken, ikke mindst i sine seks strygekvartetter som Venedig-kvartetten har indspillet på CD. Ved koncerten her hører vi den femte af dem. Det bliver spændende at møde Signor Bazzini!

 

Program:

W.A. Mozart: Kvartet i Es-dur KV 428

Béla Bártok: Kvartet nr. op. 17

Antonio Bazzini: Kvartet nr. 5 i c-mol op. 80

 

Entre: 100 kr. (medlemmer 60 kr., unge under 25 gratis)

1. oktober 2006

THANING-ESKÆR-MORGAN-TRIOEN

 

CHARLOTTE THANING – klaver

LEE MORGAN -klarinet

EMILIE ESKÆR – cello

 

Charlotte Thaning og Emilie Eskær er medlemmer af Eskær-trioen der i 1996 vandt førsteprisen i Danmarks Radios kammermusikkonkurrence. Egentlig skulle trioen have spillet for os ved denne lejlighed, men da violinisten er i lykkelige omstændigheder har de slået sig sammen med klarinettisten Lee Morgan.

 

Lee Morgan er født i USA, hvor han studerede i Cleveland og Chicago hos Robert Marcellus. Han har været ansat som soloklarinettist i Oklahoma Symphony Orchestra sant i Atlanta Symphony Orchestra. I 1982 kom han til Danmark, hvor han konkurrerede sig ind som soloklarinettist i Det kongelige Kapel. Han er meget aktiv kammermusiker, bl.a. som medlem af Den danske Blæseroktet, som han har indspillet fem CD’er med. Herunder Mozarts Gran partita-serenade. Lee Morgan er desuden lærer ved musikkonservartoriet i København.

 

Ved koncerten spiller de tre musikere klarinettrioer af Beethoven og Brahms – altså trioer for klaver, klarinet og cello. Klarinetten har et forholdsvis begrænset repertoire – men til gengæld er det spækket med mesterværker. Beethoven-trioen er et tidligt værk, let og ubesværet med en finale der bygger på en italiensk gadevise. Men Brahms-trioen blev til i komponistens sene år, hvor han blev fængslet af klarinettens muligheder, muligheder der inspirerede ham til nogle af hans skønneste værker.

 

Ud over disse to trioer hører vi musik for cello og klaver af Robert Schumann – og Lee Morgan tager sig ene mand af den fabelagtig smukke klarinetsolo fra Messians Quator pour le fin des temps.

 

Entre: 100 kr. (medlemmer 60 kr., unge under 25 gratis)

5. november 2006

 

 

STORSTRØMS KAMMERENSEMBLE

 

Med Storstrøms Kammerensemble i hånden kan man trygt lytte til nutidens musik. De ni musikere er alle sammen på pletten i dagens program som repræsenter den splinternye musik – og så musik, som ligger cirka firs år tilbage i tiden.

 

Concertino har Stravinsky skrevet for flere besætninger, og det er derfor helt i komponistens ånd, at danske Karl Aage Rasmussen her har instrumenteret musikken for Storstrøms Kammerensemble.

 

Millenium Café er en trompetkoncert, skrevet af den herboende amerikanske komponist Wayne Siegel. Den er skrevet for seks år siden til ensemblets trompetist Paul Terracini.

 

Nonet er ligeledes skrevet til Storstrøms kammerensemble. Komponisten er her Ole Schmidt, og den blev til i 2005 – helt sikkert inspireret af Stravinskys friske og livlige musik. Man kommer vidt omkring i Schmidts vitale univers, og det er en rejse værd!

 

Kammersymfonien Flowers in the Sky er af en helt anden støbning. Komponisten Ole Buck arbejder minimalistisk med smukke mønstre og figurer der gentager sig poetisk – svarende til symfoniens titel.

 

PROGRAM:

Igor Stravinsky: Concertino

Wayne Siegel: Millenium Café

Ole Schmidt: Nonet

Ole Buck: Flowers in the Sky

 

Entre: 100 kr. (medlemmer 60 kr., unge under 25 gratis)

6. november 2006

HISTORIEN OM EN SOLDAT

 

Storstrøms Kammerensemble

Tamás Vetö, dirigent

Ghita Nørby, fortæller

 

Historien om en soldat blev skrevet i 1918 med turné-formål for øje.

Den første verdenskrig var netop afsluttet, og vilkårene for teater og musik var ikke just de bedste. Derfor fik den svejtsiske forfatter C-H. Ramuz og hans nære ven Stravinskij den idé at skrive et teaterstykke, som ikke stillede for store krav til scenografi eller orkesterstørrelse.

Efter premierens succes blev stykket ”ramt af den spanske influenza-epidemi”, og det blev ikke spillet igen før i 1923. Det er i dag en uomtvistelig klassiker i den nyere tids musikhistorie.

Tekst og musik veksler, og musikalsk lader Stravinskij sig inspirere af jazzmusikken og den russiske folklore.

 

En soldat vender hjem, spillende på sin violin. På sin vej møder han en velklædt herre, som gerne vil bytte violinen med en bog, som han har. Soldaten er ikke interesseret før han bliver klar over, at han kan læse fremtiden i bogen og blive rig. Han går med til handlen og følger djævelen – for det er ham han har mødt – for at lære ham at spille violin. Blot to, tre dage…men når han vender hjem til sit landsby er tre år gået.

Han bliver rig, men til hvilket pris! Mellem rigdom og lykke, sikken en afgrund!

 

Ghita Nørby behøver ingen præsentation. Hun er en af Danmarks mest folkekære og fremragende skuespillere på Det Kgl. Teater med legendariske præstationer også i fjernsyn og film.

Ghita Nørby er fortæller i Historie om en soldat, og læser en helt ny oversættelse af Ramuz’ franske tekst, lavet til Storstrøms Kammerensemble og Ghita Nørby af Bjørn Bredal.

 

Ungarske Tamás Vetö kom til Danmark som ung dirigent i 1957. Han har samarbejdet med de store, internationale navne indenfor den nye musik, såsom Boulez, Kagel, Ligeti, Penderecki og Stochausen, og det danske musikliv ville ikke have været det samme uden hans indsats og udsyn.

Tamás Vetö som i mange år har samarbejdet med Storstrøms Kammerensemble, og har været en hyppig og kærkommen gæst på Fuglsang.

 

Storstrøms Kammerensemble supplerer koncertprogrammets hovedværk med musik af Karl Åge Rasmussen og den ungarske Istvan Lang.

 

Program

Stravinskij: Historien om en soldat

Karl Åge Rasmussen: Italiensk Koncert

Istvan Lang: Rhymes

Fuglsang Herregaard

Nystedvej 73, 4891 Toreby L.

Fuglsang Musikforening

Formand: Lene Simonsen

formand@fuglsangmusikforening.dk

Webmaster: Aase R. Sløgedal

webmaster@fuglsangmusikforening.dk