Koncerter 2009

KONCERTER 2009

 

1. februar 2009

 

HENSCHEL-KVARTETTEN

 

Christoph Henschel – violin

Markus Henschel – violin

Monika HenschelL-Schwind – bratsch

Mathias Beyer-Karlshøj – cello

 

– samt Torleif Thedéen – cello

 

Når man engagerer en strygekvartet med en ekstra cellist, så er der een ting der er helt klart: vi skal høre et værk der er blevet beskrevet som ”kammermusikkens opus maximus”. Altså det bedste af det bedste – Schubertskvintet i C-dur, der blev til ganske få uger før komponistens alt for tidlige død. Han skrev så beskedent til en forlægger, at “jeg har skrevet en kvintet for strygere – den vil blive spillet om nogle dage her i Wien”. Men det blev den ikke – der skulle gå tyve år før nogen overhovedet hørte dette gribende stykke musik.

 

Ideen med to celloer er fantastisk. Ingen véd hvor Schubert har den fra, men det giver ensemblet en ekstra klangfylde som han udnytter i fuldt omfang. Og så er der alle melodierne – alene sidetemaet i første sats, et tema som netop de to celloer præsenterer, er hele værket værd. Læg mærke til en ting i adagioen – i begyndelsen tror man, at det er første-violinen og anden-celloen der har det store ord, det varer lidt før man opdager at det er den umådelig langsomme melodi i mellemstemmerne der er det egentlige. Og i finalen er vi i Wien – og danser. Glæd Jer!

 

Henschel-kvartetten er i verdensklasse, ingen tvivl om det. Og Torleif Thedéen er ingen hvem som helst – han er en af Sveriges største musikere, han har vundet den ene konkurrence efter den anden, og han har været solist i alverdens koncertsale. Her lægger han altså bunden i Schuberts kvintet – og denne anden-cellostemme siges at være den allersværeste i dette vidunderlige værk!

 

PROGRAM

Josrph Haydn: Strygekvartet nr. 60, G-dur

Erwin Schulhoff: Strygekvartet nr. 1

Franz Schubert: Strygekvintet, C-dur, op. 163

 

Der kan ikke forudbestilles billetter, men forsalget starter kl. 14 ved indgangen.

Entre 110 kr (60 kr for medlemmer, unge under 25 gratis)

 

 

 

 

1. marts 2009

EN FLØJTE I MIDTEN

 

Svend Melbye – fløjter

Jakob Westh – klaver

Kristian Olesen – cembalo

Mathias Reumert – slagtøj

Søren Morild – teknik

 

Denne gang har vi ikke hentet en solist udefra – vi har bedt en af vore egne om at spille en koncert for os, nemlig Svend Melbye, fløjtenisten fra Storstrøms Kammerensemble. Han har kaldt sit program Fløjten i midten, dels fordi fløjten indtager en helt central plads ved denne lejlighed – dels fordi koncerten markerer midtpunktet af Svend Melbyes professionelle karriere.

 

Men der er ikke bare tale om én fløjte. Første halvdel af programmet spilles på traversfløjten, tværfløjten som den så ud i starten af 1700-tallet. Vi hører her musik af Telemann og Johann Sebastian Bach.

 

Anden halvdel indledes med noget af en kontrast! Steve Reich´s Vermont Counterpoint for forstærket live-fløjte samt et forud indspillet lydspor med ikke færre end elleve separate fløjtestemmmer – et akustisk bombardement af fløjtelyd!

 

Herefter følger Niels Rosing-Schow´s Ritus 1, et værk der blev skrevet til Svend Melbyes debutkoncert i 1990. Han indspiller det på CD her i foråret 2009. Og endelig slutter det hele med Prokofievs store sonate for fløjte og klaver.

 

Vi skal på en lang og varieret rejse udi fløjtens mange afskygninger og muligheder.

 

Der kan ikke forudbestilles billetter, men forsalget starter kl. 14 ved indgangen.

Entre 110 kr (60 kr for medlemmer, unge under 25 gratis)

 

PROGRAM

Steve Reich:Vermont Counterpoint

Niels Rosing-Schow: Ritus 1

Sergei Prokofiev: Sonate for fløjte og klaver

– samt værker af Bach og Telemann

5. april 2009

>PROGRAMÆNDRING

Vilde Frang er desværre blevet forhindret i at spille på Fuglsang på denne dag. Vi håber på – og regner med – at kunne præsentere hende ved en senere lejlighed.

 

Som en absolut værdig erstatning er det lykkedes foreningen at få 2 af landets bedste kammermusikere til at spille en koncert, også for violin og klaver.

Det drejer sig om

 

Soo-Jin Hong (violin) og Jens Elvekjær (klaver)

 

De to musikere er begge medlemmer at vel nok det hotteste navn indenfor klavertrioer for tiden, Trio con Brio,som tidligere har lavet nogle fantastiske koncerter i foreningen. Ttrioen er her en måned før koncerten på Fuglsang på en lang koncertturne i USA.

Ud over dette samarbejde har de to musikere hver deres store karriere, Soo-Jin Hong som 1. koncertmester i Radiosymfoniorkestret, og Jens Elvekjær som koncertpianist af internationalt format.

Ved musikforeningenskoncerten vil de to bl.a. spille nogle af de helt store romantiske violinsonater, Beethovens Kreutzer-sonate, og Brahms’ d-mol sonate op 108.

Hvad der derudover dukker op af godteposen skal være en overraskelse ved koncerten!

 

Program:

bl.a.

Beethoven: Sonate for violin og klaver op 47 (Kreutzer)

Brahms: Sonate i d-mol for violin og klaver op 108

 

3. maj 2009

Koncert med Storstrøms Kammerensemble.

 

Kammerensemblet er i gang med at arbejde med et koncept, som de kalder Nye udstillingsbilleder – og de vil præsentere resultatet ved denne koncert i Musikforeningen. Ud over Mussorgskijs værk Udstillingsbilleder bliver det helt nye kompositioner, vi får at høre ved denne lejlighed – ensemblet har som sædvanlig kontakt med unge danske komponister, der her får lejlighed til at gå selveste Mussorgskij i bedene.

 

Ved koncerten spiller Storstrøms Kammerensemble Mussorgskijs musik i en udsættelse for ensemblets instrumenter, arrangeret af deres egen pianist Jakob Westh. Derefter følger eksempler på de nye komponisters inspirationer af andre kunstværker. Komponisterne er Ole Buck, Hans-Henrik Nordstrøm, Gunner Møller Pedersen og Erik Højsgaard.

 

Det endelige program er ikke fastlagt i skrivende stund – en del af musikken er sandsynligvis endnu ikke komponeret! – men det lyder da spændende, især da der temmelig sikkert vil indgå et visuelt element med billedeksempler og foredrag.

 

Det er altid en oplevelse at høre Storstrøms Kammerensemble, og høre hvad de får lokket ud af vore komponister. Der skal jo også lyde nye toner i den gamle sal på Fuglsang!

 

Før koncerten vil der kl. 14 være et foredrag med dagens komponister og en medarbejder fra Fuglsang Kunstmuseum. Foredraget er inkluderet i koncert-billetten.

 

Der kan ikke forudbestilles billetter, men forsalget starter kl. 13.30 ved indgangen.

Entre 110 kr (60 kr for medlemmer, unge under 25 gratis)

 

Læs mere om Storstrøms Kammerensemble

 

I forbindelse med denne koncert afholder musikforeningen sin ordinære generalforsamling kl 13. Foreningen er vært ved et lettere traktement.

7. juni 2009

Koncert med Dansk Saxofonkvartet.

 

Saxofonister må leve med at deres instrument umiddelbart sættes i forbindelse med jazzmusikken. Men saxofonen er meget ældre, den er opfundet i 1840érne og var derfor mindst et halvt århundrede gammel da den allerførste primitive jazz opstod. Indenfor den klassiske musik optræder den ikke særlig tit – og dog: Ravel og Debussy brugte den i deres orkestermusik, og det gjorde andre da også.

 

Men det er selvfølgelig begrænset hvad der findes af repertoire for instrumentet, og særlig når man som her mobiliserer fire af slagsen. Kvartetten har gjort hvad gøres kan for at skaffe sig original musik for deres besætning, adskillige af vore førende komponister har været leveringsdygtige – blandt dem Per Nørgaard, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen-Holmgreen. I alt er næsten 150 større eller mindre værker komponeret direkte til Den danske Saxofonkvartet, der har tourneret med dem i USA og det meste af Europa.

 

I de senere år har kvartetten flittigt dyrket Johann Sebastian Bach – de har blandt andet indspillet hele hans monumentalværk ”Die Kunst der Fuge” – og han vil utvivlsomt være repræsenteret ved koncerten i selskab med Per Nørgaard

 

Program

Bach

Glasunov

Nørgård

Weill

Hadziselimovic

Piazzolla

Klezmer

 

Der kan ikke forudbestilles billetter, men forsalget starter kl. 14 ved indgangen.

Entre 110 kr (60 kr for medlemmer, unge under 25 gratis)

5.juli 2009

 

Koncert med Frederiksværk Festivalensemble

 

Her kommer en nyhed – Musikforeningen har planlagt en ekstrakoncert i den kommende sæson. For første gang vil udvide antallet af koncerter, fra ni til ti.

 

Vi har nemlig tænkt os at arrangere denne koncert i juli måned, en rigtig sommerkoncert, og i den anledning har vi kontaktet det ensemble der i de sidste syv år har spillet ved Frederiksværks musikfestival. Det drejer sig først og fremmest om musikere fra Det kongelige Kapel med violinisten Tutter Givskov i spidsen.

 

Programmet er ikke fastlagt i skrivende stund, men repertoiret består først og fremmest af værker for større kammermusikalske besætninger, altså alt fra kvintet til nonet.

 

Vi håber at vejrguderne er på vor side denne søndag!

 

Der kan ikke forudbestilles billetter, men forsalget starter kl. 14 ved indgangen.

Entre 110 kr (60 kr for medlemmer, unge under 25 gratis)

 

2. august 2009

ZOOM

 

Tanja Zapolski (klaver)

Stefan Baur (saxofon)

Ying-Hsueh Chen (slagtøj)

 

PROGRAM

Alexander Zapolski: Burleske

Darius Milhaud: fra Scaramouche 2. sats: Modéré, 3. sats:Brazileira

Toshio Ichiyanagi: The source (solo marimba)

Astor Piazzolla: Milonga del Angel og Tanguedia

Masakazu Natsuda: West, or evening song in autumn

(saxofon og 2 slagtøjsspillere)

Einar Englund: Introduktion og toccata (solo klaver)

David Heath: Out of the cool

Nebojsa Zivkovic: Srpska Igra og Macedonia

Jean Matitia: Devils rag

 

Sæsonen er ny, ensemblet er nyt – og måden at give koncert på er ikke bare ny, den er simpelthen revolutionerende. Det er i hvert fald ensemblets ønske og erklærede mål!

 

Men foreningen vover det ene øje og inviterer ZOOM til Fuglsang hvor de gamle traditioner sikkert har godt af at blive støvet lidt af. ZOOM har eksisteret siden 2003 og er en ny generations bud på et ensemble bestående af klassiske musikere med en vid palet af musikalske tilbud. ZOOM har spillet koncerter over hele landet, og med den meget udadvendte appellerende koncertform har gruppen tillige optrådt på både Copenhagen Jazzfestival og Spot-festival’en.

 

ZOOM’s typiske koncertform er baseret på energisk fremførelse af nøje udvalgt musik der stykker koncerten sammen til en helhed. Repertoiret spænder fra barok – blandt andet Rameau – over Sjostakovitj og Milhaud til funklende ny musik. Koncertprogrammet sammensættes desuden som et dramatisk forløb, hvor repertoiret kædes sammen i en meget iscenesat og performativt gestikulerende form med elementer af understøttende teater.

 

Tanja Zapolski er nok den mest kendte af de tre – tidsskriftet ”KLASSISK” har for nylig kaldt hende fremtidens nye pianisttype. Og mon ikke hendes to kolleger i ensemblet er af samme standard.

 

Det bliver en spændende dag på Fuglsang!

 

 

Der kan ikke forudbestilles billetter, men forsalget starter kl. 14 ved indgangen.

Entre 110 kr (60 kr for medlemmer, unge under 25 gratis)

6. september 2009

 

ATHELAS CHAMBER PLAYERS

Anna Klett, klarinet

Anne Marie Fjord Abildskov, klaver

Ida Lorenzen, violin

Claus Myrup, bratsch

Toke Møldrup, cello

 

PROGRAM

Per Nørgård: Waterways for klaver – uropførelse

Alban Berg: Adagio (1935) (arr. af 2. sats af Kammerkoncert)

Jeppe Just: Jeppe Just: Ground vol. 3, for violin, bratsch, cello og klaver

Gustav Mahler: Klaverkvartet for klaver, violin, bratsch og cello

Per Nørgård: Out of the Cradle for klaver, violin, cello og klarinet

 

Athelas-ensemblet har specialiseret sig i ny og navnlig den allernyeste musik. I ordets videste betydning et nærmest grænseoverskridende projekt. Alle i ensemblet påtager sig med stor virkelyst at være talerør for avantgarden.

 

Ensemblet har for længst placeret sig i forreste række blandt de danske kammerensembler og som landets førende ensemble indenfor kompositionsmusik. Koncertserier, medvirken i operaforestillinger og på festivaler, internationale turneer, cd-indspilninger af ny dansk og udenlandsk musik og en fantasifuld programplanlægning har gjort Athelas til en markant institution.

 

Vi skal høre et splinternyt stykke af Per Nørgaard, det er skrevet i 2008 og er for nylig blevet uropført på Hawaii. ”Out of the cradle, endlessly rocking” er titlen. Og så tilmed et endnu nyere klaverstykke af Nørgaard. Tolvtone-komponisten Alban Berg , der ifølge Sibelius var Arnold Schönbergs ”bedste opfindelse”, er repræsenteret ved den langsomme sats fra hans Kammerkoncert. Og vi skal helt tilbage til den grå oldtid, når vi betænker at Athelas-ensemblet mest beskæftiger sig med det nyeste nye – vi skal høre Gustav Mahlers en-satsede klaverkvartet. Den er helt fra 1876!

4. oktober 2009

DICHTERLIEBE – og JEDERMANN

 

Lars Møller (baryton)

Christian Westergaard (klaver)

 

PROGRAM

Schumann: Dichterliebe

Frank Martin: Jedermann-monologer

 

Der er skrevet utallige digte i tidens løb. Og de fleste af dem handler om kærlighed – mest den ulykkelige, naturligvis. Hjerte rimer jo som bekendt på smerte! Nogen digtere er bedre end andre, det kan ikke nægtes – men en af de allerbedste er tyskeren Heinrich Heine. Robert Schumann udvalgte de Heine-digte han holdt mest af og satte dem i musik. Det blev til den berømte sangcyklus ”Dichterliebe” – og den skal vi høre denne søndag.

 

Lars Møller begyndte sin sangkarriere som drengesopran i Herning Kirkes drengekor. Derefter uddannede han sig på Det jyske Musikkonservatorium i Aarhus og på Det kongelige Teaters operaakademi i København. Han har optrådt i operaer af Mozart og Benjamin Britten, han har sunget Dr. Falke i ”Flagermusen” – og har flittigt virket som lied- og oratoriesanger. For tiden er han ansat på Nationalteatret i Mannheim.

 

Men der står andet end Schumann på programmet. Efter pausen synger Lars Møller Frank Martins Jedermann-monologer blandet med sange af Charles Ives. Hoffmansthals historie om den rige mands død, langsomme løsrivelse fra den materielle verden og indgang i den åndelige – har Frank Martin med sin stærke insisterende musik gjort til et mesterværk.

 

Pianisten Christian Westergaard er stifter og leder af Liedkompagniet som gæstede Fuglsang for et par år siden. Han er en efterspurgt og højt skattet akkompagnatør.

 

Stærke tekster og stærk musik er hvad vi har at byde på denne gang.

 

Læs om Lars Møller

 

Der kan ikke forudbestilles billetter, men forsalget starter kl. 14 ved indgangen.

Entre 110 kr (60 kr for medlemmer, unge under 25 gratis)

 

NB! På koncertdagen kan der på Fuglsang Kunstmuseum købes en kombibillet til 125 kr., der giver adgang både til Fuglsang Kunstmuseum samt til koncerten i Fuglsangs Musiksal.

1. november 2009

 

 

STORSTRØMS KAMMERENSEMBLE

 

PROGRAM

Schönberg: Kammersymfoni

Haydn: fløjtetrio i G-dur

Bartok: Kontraster

Riisager: Sonate for fløjte, klarinet, violin og cello

 

Ensemblet er Fuglsangs ”husorkester”. Det har ved denne lejlighed valgt – i stedet for at lægge sig fast på en bestemt periode – at sætte kontrasterende værker op mod hinanden for at se hvordan de forholder sig til hinanden.

 

Storstrøms Kammerensemble har længe ønsket at sætte Schönbergs ”Kammersymfoni” på plakaten. Det er fantastisk musik fra en periode som på en sær måde bliver ved med at være moderne, selv om der nu er næsten hundrede år siden at Schönberg og kredsen omkring ham revolutionerede musikken.

 

I stedet for at supplere programmet med anden musik fra Wiens komponister i starten af 1900-tallet, har kammerensemblet fundet på at sætte Kammersymfonien sammen med en wienerklassisk perle af Haydn: hans fløjtetrio i G-dur, og sætte trumf på med Bartoks ”Kontraster”, et værk, der gennem den ungarske rapsodi åbner sig for jazz’en. Den blev i sin tid uropført med selveste ”the King of Swing”- Benny Goodman – på klarinetten, og Bartok himself ved klaveret.

 

Og endelig en hyldest til vor egen – og i vor tid alt for sjældent spillede – Knudåge Riisager. Vi skal høre hans neoklassiske sonate for fløjte, klarinet, violin og cello.

 

Der kan ikke forudbestilles billetter, men forsalget starter kl. 14 ved indgangen.

Entre 110 kr (60 kr for medlemmer, unge under 25 gratis)

 

NB! På koncertdagen kan der på Fuglsang Kunstmuseum købes en kombibillet til 125 kr., der giver adgang både til Fuglsang Kunstmuseum samt til koncerten i Fuglsangs Musiksal.

Fuglsang Herregaard

Nystedvej 73, 4891 Toreby L.

Fuglsang Musikforening

Formand: Lene Simonsen

formand@fuglsangmusikforening.dk

Webmaster: Aase R. Sløgedal

webmaster@fuglsangmusikforening.dk