1. februar 2004
Storstrøms Kammerensemble
Helene Gjerris, mezzosopran
Til denne koncert har Storstrøms Kammerensemble inviteret en af de mest spændende og alsidige danske sangere: mezzosopranen Helene Gjerris.
Udover sin konservatorieuddannelse i København har Helene Gjerris suppleret sin traditionelle sangeruddannelse med flere år undervisning på en skole for klovner, gøglere og street-performere i London. Hun bevæger sig ubesværet fra barokmusik over Carmen til den helt nye musik, hvor hun i særlig grad har udfoldet sit talent, ofte i musik skrevet specielt til hende.
I 1999 blev hun hædret med Gladsaxe Musikpris og Poul Reumerts talentpris.
Om hendes præstation i den anmelderrost scenisk opførelse af Arnold Schöbergs Pierrot Lunaire skrev kritikken: ”Vamp, dræber, heks, forfører, lokker, iskold eller glødende”.
Ved denne koncert synger Helene Gjerris bl.a. Luciano Berios ”Folk Songs”, et farverigt og smukt værk hvor komponisten giver sine egne versioner af folkemelodier fra hele verden.
Heroverfor stilles udvalgte folkevisebearbejdlser af en af de store klassiske komponister: L.v. Beethoven.
Beethoven har lavet en lang række arrangementer for sang og klavertrio af folkeviser fra England, Skotland, Irland og mange andre lande, endda Danmark er med.
Program
Luciano Berio
Ludwig van Beethoven
7. marts 2004
Marie Rørbech, klaver
Marie Rørbech er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium af docent Amalie Malling, på Det Jyske Musikkonservatorium af professor John Damgaard og på Hochschule der Künste i Berlin af professor Hans Leygraf.
Desuden har hun studeret hos en lang række professorer: Jiri Hlinka, Tatjana Nikolajeva, Andras Schiff, Boris Berman og Krystian Zimerman.
Marie Rørbech havde sin solistdebut i 2000. Hun har siden optrådt som solist med de fleste danske symfoniorkestre og spillet mange sonateprogrammer. Hun er også en aktiv kammermusiker. Sammen med violinisten Christine Enevold Gjesme danner hun Duo Vivo som var prismodtager i Danmarks Radios Kammermusikkonkurrence i 1998 og også vandt prisen for bedst udførte nye danske værk. Duoen danner klaverkvartet med Ida Speyer Grøn på bratsch og Janne Fredens på cello.
Marie Rørbech er modtager af en lang række legater og priser, og udnævnt til
årets DR.kunstner 2002/03.
Pressen skrev: ”Hun er simpelt hen – tør man hermed fastslå – et af sin generations fineste talenter, der med begejstring, glød og følsomhed slet ikke kan lade være med at give rige , varmende oplevelser. Man nød hvert minut.
Fundamentet er en urokkelig teknisk sikkerhed og et beslutsomt gåpåmod, der gør klaveret til en naturlig forlængelse af krop og sind, men hvad der virkelig bevæger og tryllebinder, er fortolkningernes besjælede autenticitet, en udtryksfylde, der helt uden mislyde opleves, som om det ikke kan være anderledes.” (Jan Jacoby 2002)
Program:
Værker af:
Joseph Haydn
Aleksander Skrjabin
Friederich Chopin
4. april 2004
Paizo strygekvartet
Mikkel Futtrup,1.violin
Kirstine Futtrup, 2.violin
Magda Stevensson, bratsch
Toke Møldrup, cello
Strygekvartetten Paizo er et stjerneensemble, hvis fire medlemmer har allerede indtaget en plads blandt de mest talentfulde unge danske strygere.
Strygekvartetten blev dannet i november 1998 og havde sin uofficielle debut i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums prestigefyldte kammermusikserie i oktober 1999.”Kvartetten tog publikum med storm” skrev Berlingske Tidende.
Siden har Paizo deltaget i to konkurrencer, begge gange med stor succes som prisvinder ved P2’s Kammermusikkonkurrence i 2000 og ved Tronheims Internationale Kammermusikkonkurrence i 2000, hvor kvartetten vandt både førstepris, publikumspris og specialpris for bedste opførelse af det obligatoriske moderne værk.
Ved den lejlighed lød bedømmelsen: ”Frisk spil med blide indsatser, strålende dynamik og modig rubato. Jeg har sjældent hørt så smuk en pianissimo som i afslutningen af den langsomme sats. De spiller varmt, hjerteligt og med umådelig megen charme.”
Fælles for de fire unge kunstnere er et fremragende studieforløb. De er alle blevet uddannet hos nutidens mest eftertragtede professorer i såvel Danmark som Sverige, Wien og USA. De har allerede en omfattende koncertkarriere som solister i danske og udenlandske symfoniorkestre bag sig, og de har, sammen og hver især, høstet et stort antal priser og legater.
”Paizo” er græsk og betyder ”at spille” eller ”at lege”.
Måske kommer kvartettens navn af, at de fire musikere spiller som i en leg. Legende let, legende frit og med legens betagende alvor.
Program:
Værker af:
Wolfgang Amadeus Mozart
Frantz Schubert
Carl Nielsen
2. maj 2004
DUO ”ESK” med “Ravnen og Duen”
Miriam Andersén, sanger/harpenist
Poul Høxbro, enhåndsfløjte/trommer
Om ESK
Den harpespillende sanger og den fløjtespillende trommeslager er to helt centrale skikkelser i middelalderens musikliv, og uanset om man færdedes i det kolde nord eller i sydens varme, kunne man møde dem hver for sig eller sammen. De to musikere ses fremstillet i vidt forskellige sammenhænge, og det er billedet af disse musikeres alsidighed, som bl.a. inspirerer denne unikke duo til dets arrangementer og fortolkninger af musik fra europæisk middelalder.
RAVNEN OG DUEN præsenterer en række musikalske stemningsbilleder fra det middelalderlige Norden. Hvad vi har overleveret af tidlig nordisk digtning og billedkunst, som det giver sig udtryk i f.eks. skjaldepoesi og billedornamentik, tyder på en subtil og højt udviklet æstetik. Samtidig var rejseaktiviteten blandt adelige og gejstlige stor, og mange lærde uddannede sig i de store kulturcentre i Frankrig og Italien. Nye indtryk og ny lærdom bragtes med tilbage og blev en del af den nordisk kultur.
Det er dette Norden, Esk fremmaner i programmet Ravnen og Duen.
Miriam Andersén, svensk sanger og harpenist, er uddannet på Schola Contorum i Basel, hvor hun studerede sang, middelalderharpe, notation og opførelsespraksis. Hendes repertoire omfatter alt fra gregoriansk sang til folkeviser, og i alle hendes egne projekter arrangerer og rekonstruerer hun selv musik og tekster – ofte i samarbejde med sprog- og litteraturforskere.
Poul Høxbro har opnået international anerkendelse for sit arbejde med at genskabe en middelalderlig spillestil for enhåndsfløjte og tromme. Han har en klassisk diplom- og solistklasse-eksamen i blokfløjte fra Det Fynske Musikkonservatorium, men en ni måneder lang rejse i Sydamerika blev afgørende for beslutningen om hans musikalske løbebane. I 1992 valgte han at udforske de middelalderlige traditioner for spille på fløjte og på tromme samtidig. Med brug af sin brogede musikalske baggrund og i tæt samarbejde med udvalgte instrumentmagere har han i kraft af denne pionerindsats optrådt verden over og modtaget flere danske musikpriser.
DAGENS PROGRAM:
Kl. 11.00:
foredrag ved Poul Høxbro
Kl.12.15: Generalforsamling
Kl.13.15:
Middelalderfrokost ved Annelise Ringsing, som er ekspert i middelaldermad. (Tilmelding nødvendig på 5487 4448 eller på post@fuglsang-musik.dk)
Kl.15.00:
Koncert
Læs mere om Duo Esk
I forbindelse med denne koncert afholder Fuglsang Musikforening sin ordinære generalforsamling kl. 12.15
6. juni 2004
PROGRAMÆNDRING!
Storstrøms Kammerensemble erstattes af Esbjerg Ensemblet
På grund af indtrufne omstændigheder har Storstrøms Kammerensemble måttet melde forfald til denne koncert.
I stedet har foreningen truffert aftale med det orkester som udfylder samme plads i Ribe Amt, som Storstrøms Kammerensemble har i Storstrøms Amt, nemlig Esbjerg Ensemblet.
Ensemblet består af 12 musikere. Det har eksisteret i 36 år og har gennem årene opbygget et ry som et fornemt kammerorkester. Det har resulteret i en udstrakt koncertvirksomhed i ind- og udland, og i en stribe plade- og CD-indspilninger.
Derudover virker ensemblet som en musikalsk igangsætter i det vestjyske, bl.a. med mange skolekoncerter og et tæt samabejde med Vestjysk Musikkonservatorum.
Det endelige program til koncerten foreligger ikke endnu i detaljer, men ét punkt bliver overført fra det oprindelige program: Schuberts Kvintet for klaver og strygere i A-dur, kaldet ”Forellekvintetten” på grund af 4.satsens variationer over Schuberts egen sang ”Die Forelle”.
Program:
bl.a.
Frantz Schubert: Forellekvintet
1. august 2004
Marimba-ensemble Nandayapa
og Kai Stensgaard
Marimba Nandayapa er kendt af alle mexicanere. Gruppen har modtaget mange kulturpriser og har rejst jorden rundt som ambassadør for den mexicanske stat. Den blev valgt til at repræsentrere Mexico ved Expo 2000 i Tyskland.
Nandayapa-familien kommer fra den sydligste stat i Mexico, hvor marimbaundervisning er et obligatorisk skolefag fra første klasse, og hvor eleverne bør bestå deres marimbaeksamen i slutningen af tredje klasse, hvis de vil videre i skoleforløbet.
Det er almindeligt, at en marimbaorkester er et familiefortagende, og det er således den nu 70- årige Zeferino Nandayapa, som sammen med sine fire sønner danner dette fantastiske orkester.
Repertoiret består hovedsaglig af mexicansk folkemusik, argentinsk tango og folklore fra Guatamala, som her spilles efter den tradition, hvor flere marimbaspillere spiller samtidigt på den samme marimba – her hele seks marimbaspillere.
Men koncerten er også unik ved at blande den mexicanske og den vestlige marimbamusik sammen.
Kai Stensgaard er en dansk marimbasolist af international klasse. Han har også komponeret mange stykker for solomarimba, som er nu blevet en del af det mexicanske repertoire, og han har været inviteret som dommer til at kåre Mexicos bedste marimbasolist.
Hans omfattende koncertvirksomhed spænder over USA, Japan, Puerto Rico, Mexico og Europa.
.
Program:
Værker af:
Mexikansk folklore
Astor Piazzolla
Manuel de Falla
Rimsky-Korsakov
Ariel Remirez
Kai Steensgard
3. oktober 2004
Susanne Elmark sopran
Bo Glies Nandfred baryton
Henrik Metz klaver
“Italienisches Liederbuch” er den fjerde og sidste af Hugo Wolfs store sang-cyklus’er.Den er komponeret over 46 små anonyme italienske digte – deraf dens titel – oversat til tysk af Paul Heyse.
Dens komposition hører til den vanskeligste periode i Wolf’s liv, hvor han i lange mørke tider følte at han havde mistet al inspiration. Derfor strakte “Italieniches Liederbuch”s komposition sig over seks år. Den første del – 22 sange – blev skrevet i september 1890 og december 1891 og den anden – 24 sange – i foråret 1896.
Hugo Wolf var blevet betaget af de lette, sprudlende tekster, hvis italienske spontanitet og ynde Heyse så mesterligt har gengivet på tysk. Med få undtagelser er “Italienisches Liederbuch”s sange ultrakorte kærlighedssange, glødende, desperate, ironiske eller drilske, jaloux, tilbedende eller vidunderligt ømme.
Da sangene ikke udgør en samlet fortælling, må man tro at Wolf ikke har forestillet sig en cyklisk opførelse af dem. Ikke desto mindre egner de sig med deres kontraster og varierende udtryk perfekt til en samlet opførelse, hvor manden og kvinden fordeler sangene mellem sig.
Hugo Wolf mente, at hans “Italienisches Liederbuch” var det mest originale og kunstnerisk formfuldendte af hans værker. Om sangene sagde han selv: “et varmt hjerte banker i mine små sydlandske børns bryst, men det banker på tysk, selvom solen skinner over dem på italiensk”.
Jakob Westh vil indlede koncertens to afdelinger med at fortælle om værkets digteriske og musikalske sprog.
Susanne Elmark er i dag en af vores mest betagende lyriske koloratursopraner. Hun er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med solisteksamen i 1996. Hun har allerede gjort en bemærkelsesværdig karriere i Danmark og Tyskland.
Bo Glies Nandfred er tilknyttet Det Kongelige Teater og har sunget adskillige solistroller, såvel i opera som i oratorier.
Henrik Metz er den ideelle gennemmusikalske akkompagnatør.
Program
Hugo Wolf: Italienisches Liederbuch
7. november 2004
Storstrøms Kammerensemble
Gordon Hunt, obo
Samarbejdet mellem Storstrøms Kammerensemble og oboisten Gordon Hunt tog sin begyndelse, da Hunt blev udnævnt til ensemblets kunstneriske
rådgiver i perioden 2001-2003. Det fortsætter nu i form af enkeltstående samarbejdsprojekter, f.eks. i efteråret 2004, hvor kammerensemblet får besøg af Gordon Hunt for sammen med ham at kunne indspille en virkelig feinschmecker-cd med kammermusik af Mozart. Det får Fuglsang
Musikforening heldigvis glæde af før alle andre, når Storstrøms Kammerensemble og Hunt ved denne koncert.
Gordon Hunt, født i London, har en international karriere, både som solist på oboen og som dirigent. Oboisten Gordon Hunt spiller med en
lang række ensembler, og som første oboist i Philharmonia Orchestra, efter at have været første oboist i London Philharmonic og gæstet Berliner Filharmonikerne på samme plads.
Som dirigent har han bl.a. arbejdet med National Symphony Orchestra of South Africa, med Johannesburg Philharmonic, og på vore breddegrader med flere svenske kammerorkestre og i perioden juni 2001 – december 2003 altså som kunstnerisk rådgiver for Storstrøms Kammerensemble.
Hunt anses som en af verdens førende oboister og har arbejdet med en lang række af de største orkestre og dirigenter, f.eks. Ashkenazy, Sir John Pritchard, Sir Simon Rattle, Sinopoli m.fl. Han har ikke mindst høstet roser og anerkendelse for sit Mozart-spil, som er aktuelt i denne sammenhæng, hvor Hunt og Storstrøms Kammerensemble står over for at indspille Mozarts obokvartet, kvintet for obo, violin, 2 bratscher og cello, og kvintet for obo, klarinet, fagot, horn og klaver.
Et eller to af disse værker, der regnes for det ypperste af MozartsKammermusik, spilles på eftermiddagens koncert, suppleret af værker, der
sætter Mozart i passende relief.
Program
W.A.Mozart: Kvintet for obo, violin, 2 bratscher og cello KV 406 (1788)
W.A.Mozart: Kvintet for træblæsere og klaver KV 452 (1784)
William Grant Still: Miniatures for fløjte, obo og klaver 1948
PRESSEMEDDELELSE
CD-aktuel Mozart-musik på Fuglsang
Storstrøms Kammerensemble arbejder for tiden sammen med den engelske oboist Gordon Hunt, der gennem nogle år var ensemblets kunstneriske konsulent, på en ny CD-indspilning. Denne gang gælder det nogle af Mozarts kammermusikalske værker, alle fra de sidste ti år af Mozarts liv i Wien.
Ved Fuglsang Musikforenings koncert søndag d. 7. november bliver der mulighed for en snigpremiere på dette musikprojekt, før CD’en udkommer. Der opføres to af de værker, der skal indspilles, nemlig:
Kvintet for obo, violin, 2 bratscher og cello. Værket fra 1788 er oprindeligt skrevet for 5 strygere, men her spiller oboen 1. violinstemmen. Musikken findes også i en tidligere udgave fra Mozarts hånd, skrevet for blæseroktet.
Kvintet KV452 for træblæsere og klaver fra 1784.
Udover disse to store Mozartværker spiller ensemblet en lille suite for fløjte, obo og klaver af den afro-amerikanske komponist William Grant Still som levede 1895-1978. værket er fra 1948 og hedder Miniatures. Det består af fem musikalske fantasier over amerikanske folkelige melodier, tre fra USA (en cowboy-sang, en negro-spiritual og en munter sang om en elskovssyg frø), en ballade om ulykkelig kærlighed fra Mexico, og en klagesang fra Peru.
Ved koncerten kan man endnu engang høre Storstrøms Kammerensemble i fuld besætning, med et par ekstra medlemmer, indkaldt til lejligheden.
Koncerten foregår som altid i Fuglsang Hovedbygning. Billetsalget åbner 14.
Nærmere oplysninger på tlf. 54860199
Fuglsang Kunstmuseum, KUMUS og Fuglsang Herregaard
Nystedvej 71-73, 4891 Toreby L.
Webmaster: Aase R. Sløgedal