SØNDAG 1. SEPTEMBER 2024 kl. 15:00 I KUMUS
"Winterreise"
- en dyster rejse i sindet
Mathias Hedegaard
tenor
Tove Lønskov
klaver
Franz Schubert skrev i 1827 sangcyklusen "Winterreise". 24 sange fra en digtcyklus af tyske Wilhelm Müller.
Det er et af musikhistoriens mest elskede vokalværk. Den er indspillet mange gange - mest kendt er måske
Dietrich Fischer-Dieskaus indspilninger. Han lavede 7!! + nogle liveindspilninger.
Mathias Hedegaard og Tove Lønskov vandt i 2021 P2 – prisen som ‘Årets Klassiske Album’ for deres CD-indspilning af Winterreise.
Winterreise er et monodrama for en sanger og et klaver, uden en egentlig handling. Sangeren fortæller om sin skæbne, han er blevet svigtet i kærligheden og begiver sig ud på en fodrejse gennem sne og is. Som en fremmed kom han til pigens landsby, og han forlader den som en fremmed. Efterhånden ændrer færden sig til en rejse ind i et forpint sind, hvor det omgivende landskab genspejler vandrerens hallucinerende tilstande af desillusion, depression og dødsdrift, dog uden at han griber til selvmordet.
Mathias Hedegaard har bla været solist på Det Kgl Teater, Den Jyske Opera, Göteborgs Operan, Tiroler Landestheater Innsbruck, Den FynskeOpera, New Belgrade Opera, Malmö Opera og Wermland Opera.Han har sunget roller som Orfeo (Monteverdi), Acis i Acis and Galatea, Tamino iTryllefløjten, Male Chorus i The Rape of Lucretia, Candide (Bernstein) og Leander i Maskarade.
Mathias Hedegaard er en efterspurgt koncertsolist og for sin fortolkning af Evengelistpartiet i Bach’s Passioner har han vundet international anerkendelse.
Modtager af bla Aksel Schiøtz Prisen 2006
Tove Lønskov er en af Danmarks mest efterspurgte pianister. Siden begyndelsen af hendes mangesidige karriere er hun med succes gået ind i alle pianistiske områder.
Tove Lønskov er en passioneret underviser og afholder jævnligt masterclasses i Danmark og i udlandet, både i solo-klaver og i Lied-interpretation for sangere og akkompagnatører.
Hun er Ridder af Dannebrogsordenen
Entre 250 kr. (medlemmer 125 kr, unge under 25 gratis)
Billetter kan købes her på siden (senest dagen før) eller ved døren fra kl. 14:00.
Et begrænset antal kombibilletter til kr. 300,- kan kun købes online. De gælder både til Fuglsang Kunstmuseum og til koncert i Fuglsang Musikforening.
Franz Schubert "Winterreise" op.89 - Liedcyklus til digte af Wilhelm Müller
1. Gute Nacht - God nat – Du er blevet svigtet, dit hjerte er bristet og du må væk, ud i den mørke sne. Du vil ikke vække den elskede, men skriver god nat på hendes før du går –
2. Die Wetterfahne - Vejrhanen - Du stirrer på vejrhanen og genkender din troløse kærestes vankelmodige sind i dens bevægelser-
3. Gefrorne Tränen - Frosne tårer – Du opdager at du har grædt, de lunkne tårer er frosset til is, selvom de ellers kommer fra dit brændende bryst-
4. Erstarrung - Stivfrossen– Du er i gang med at lede efter forsvundne fodaftryk i sneen og håber på at dit hjerte ikke smelter, så hendes forfrosne billede kan blive derinde –
5. Der Lindenbaum - Lindetræet – Du kommer forbi et lindetræ, hvor du har tilbragt mange skønne forelskede stunder. Nu her i natten, hvisker det til dig, at du kunne lægge dig ned (og dø) og finde hvile her. Blæsten tvinger dig videre, snart er det kun et minde –
6. Wasserflut – Tåreflod - Dine tårer falder ned i sneen. Når det engang bliver forår og sneen smelter, vil de flyde sammen med tårerne til en flod, og når de brænder er de ved den elskedes hus -
7. Auf dem Flusse - På floden – Floden er frosset til is og er blevet stille. Jeg ridser hendes navn i isen. Mit hjerte er ligesom floden. Udadtil frosset og indenunder en rasende strøm -
8. Rückblick –Jeg bliver tvunget væk fra byen, kan ikke stå stille, alt gør ondt. Men da jeg alligevel bremser op, mindes jeg hendes to øjne, og ønsker mig at stå stille foran hendes hus igen -
9. Irrlicht - Lygtemændene– Så gik du forkert igen. Men det betyder ikke noget. Du skal jo dø uanset hvilken vej du går -
10. Rast - Hvile – Så faldt du endelig til ro. Og her i roen mærker du så først hvor ondt det virkelig gør i dit hjerte -
11. Frühlingstraum - Forårsdrøm – Sikken en dejlig drøm. Men da hanerne galer vågner du op og alt er stadig frygteligt. Du lukker lige dine øjne igen -
12. Einsamkeit - Ensomhed – Det er igen uudholdeligt roligt. Der er lys og munterhed, og det gør dig endnu mere elendigt til mode –
13. Die Post - Posten – Nå, der kommer en postvogn. Hvorfor bliver du så ophidset, mit hjerte. Klart, den kommer fra min kærestes by. Du vil nok gerne lige spørge hvordan det går, mit hjerte –
14. Der greise Kopf - Oldingens hoved – Wow, du er blevet hvidhåret i løbet af natten. Hov nej, der var bare rimfrost. Hvor er det hårdt at være ung. Bare du snart døde -
15. Die Krähe - Kragen – Der er en krage der flyver rundt om dit hoved. Den regner nok med at du snart dør, så vil den æde dig. Endelig troskab indtil døden!
16. Letzte Hoffnung -Sidste håb – Der er et vissent blad på træet. Hvis det bliver hængende der, elsker hun dig stadig. Det er bare spændende. Nå der faldt det, og nu græder du -
17. Im Dorfe - I Landsbyen – Åh, alle de normale mennesker, der endnu drømmer og håber. Godt hundene gør. Så du kan gå videre. Hvorfor vente her? –
18. Der stürmische Morgen - Den stormfulde morgen – Sikke en morgen. Kold og vild med røde flammer. Ligesom dit hjerte -
19. Täuschung - Illusion – Så er der igen mærkelige lys der leder dig på vildveje. Men når man har så dårligt som dig, er det så ikke bedre at have en forkert plan end ikke at have nogen? –
20. Der Wegweiser - Vejviseren – Du går og går, ikke de veje de andre går, der er kun en vej at gå for dig, og ingen er nogen sinde kommet tilbage derfra –
21. Das Wirtshaus - Værtshuset – Du er kommet ind på kirkegården. Du forestiller dig at det er et værtshus og gravene er værelser. Er der mon ikke et værelse til trætte dig? Nej. Du er desværre ikke helt død. Videre –
22. Mut - Mod – Frisk mod. Skidt med alt den klageri. Du er da bare ligeglad med det hele. Og hvis der ikke er nogen Gud, kan du jo selv være det –
23. Die Nebensonnen - Bisolene – Du stirrede så længe på solen at du så tre sole. Engang havde du to sole i hendes øjne og så en sol-sol. Nu har du en. Bare den forsvandt –
24. Der Leiermann - Lirekassemanden -– Der står en mand. Han drejer på en lirekasse. Måske skal du gå med ham? – håbløsheden og formålsløsheden bliver hængende som en uløst spænding, efter at lirens toner har tabt sig i det fjerne
Danske oversættelser af Müllers digte ved Jacob Bloch Jespersen
Gute Nacht
Godnat
Fremmed kom jeg hertil,
Fremmed drager jeg væk igen.
Maj var mig mildt stemt
Med sine skønne blomster.
Pigen talte om kærlighed,
Moderen endda om ægteskab!
Nu er verden mørk
Og vejen indhyllet i sne.
Tidspunktet for min rejse
Kan jeg ikke vælge.
Jeg må selv vise mig vej
Gennem dette mørke.
Skyggen fra måneskinnet
Er min rejseledsager,
Og i det hvide snedække
Søger jeg vildtets spor.
Hvorfor skulle jeg blive
Til jeg ville blive drevet ud.
Lad syge hunde hyle
Uden for deres herres hus.
Kærligheden elsker at vandre,
Sådan har Gud skabt den.
Fra den ene til den anden
Min fine elskede, godnat!
Jeg vil ikke forstyrre dig i drømmen,
Det ville være synd for din søvn.
Du skal ikke høre mine skridt,
Sagte lukker jeg døren.
Mens jeg går, skriver jeg
På din dør: Godnat,
Så kan du se, At jeg tænkte på dig.
Die Wetterfahne
Vejrhanen
Vinden leger med vejrhanen
På min skønne kærestes hus.
Da tænkte jeg i mit vanvid:
Den piber den stakkels flygtning ud.
Han skulle tidligere have
Bemærket husets vartegn,
Så ville han aldrig have søgt
En trofast kvinde derinde.
Derinde leger vinden med hjerterne
Som på taget, Bare ikke så kraftigt.
Hvorfor skulle de bekymre sig om mine smerter?
Deres datter er en rig brud!
Gefrorne Tränen
Frosne tårer
Frosne dråber falder
Fra mine kinder:
Har jeg virkelig ikke mærket
At jeg har grædt?
Hej tårer, mine tårer
Er I da så lunkne,
At I stivner til is
Som kold morgendug?
Og dog rinder I
Fra brystets glødende kilde
som ville I smelte
Hele vinterens is!
Wilhelm Müller - digter
Erstarrung
Stivfrossen
Jeg søger forgæves i sneen
Efter hendes fodspor,
Hvor hun ved min arm
Strejfede over den grønne eng.
Jeg vil kysse grunden
Gennemtrænge is og sne
Med mine varme tårer
Indtil jeg ser jorden.
Hvor finder jeg en blomst?
Hvor finder jeg grønt græs?
Blomsterne er visnede,
Grønsværen er bleg.
Skal jeg ikke have noget
Minde med herfra?
Når mine smerter tier,
Hvem fortæller mig så om hende?
Mit hjerte er som frosset
Koldt stivner hendes billede derinde.
Hvis mit hjerte nogen sinde tør op igen,
Smelter også hendes billede væk!,
Der Lindenbaum
Lindetræet
Ved brønden foran porten
Står et lindetræ.
Jeg drømte i dets skygge
Så mange søde drømme.
Jeg snittede i dets bark
Så mange søde ord.
Det trak mig til sig
I både glæde og sorg.
Jeg måtte også vandre forbi det
I denne mørke nat,
I mørket lukkede jeg mine øjne.
Og dets grene susede
Som råbte de til mig:
”Kom hen til mig, ungersvend
Her finder du din ro.”
De kolde vinde blæste
Mig lige i ansigtet.
Min hat fløj af,
jeg vendte mig ikke!
Nu er jeg mange timer
Væk fra dette sted
Og stadig hører jeg dens susen:
”Der kunne du have fundet ro”
Wasserflut
Tåreflod
Mange tårer fra mine øjne
Er faldet i sneen.
Dens kolde fnug suger
Tørstigt den varme smerte i sig.
Når græsset igen vokser
Vejrer en mild vind derhen,
Da vil isen springe i flager
Og den bløde sne vil smelte.
Sne, du kender mine længsler,
Sig mig, hvor løber du hen?
Følg blot mine tårer,
De vil snart indlemme dig i bækken.
Gennem byen skal du drage med dem
Ind og ud ad muntre gader.
Når du føler mine tårer brænde,
Er du ved min elskedes hus.
Auf dem Flusse
På floden
Du brusede så lystigt
Du klare, vilde flod,
Hvor er du blevet stille,
Giver mig ingen afskedshilsen.
Med en hård, stivnet skorpe
Har du tildækket dig,
Ligger kold og ubevægelig
Udstrakt i sandet.
I din skorpe ridser jeg
Med en spids sten
Min elskedes navn
Samt time og dag.
Den dag vi mødtes første gang,
Den dag jeg gik.
Om navn og tal bøjer sig
En brudt ring.
Mit hjerte, genkender du mon
I denne flod dit eget billede?
Er der også under din overflade
En rasende strøm?
Rückblick
Tilbageblik
Det brænder under mine fødder,
Selvom jeg går på is og sne.
Jeg vil ikke trække vejret
Før tårnene er ude af syne.
Har stødt mig på hver en sten,
Så hurtigt løb jeg ud af byen.
Kragerne kastede sne og hagl
På min hat fra hvert et tag.
Hvor anderledes modtog du mig
Du ubestandighedens by!
Ved dine blanke vinduer
Sang lærken og nattergalen om kap.
De runde lindetræer blomstrede,
De klare vandløb brusede lyst.
Og ak, to pigeøjne glødede,
Da var det sket for dig, ungersvend!
Tænker jeg på den da
Vil jeg se tilbage en gang til,
Så vil jeg atter vakle tilbage
Og stille stå foran hendes hus.
Irrlicht
Lygtemændene
I den dybeste klippeafgrund
Lokkede lygtemændene mig hen:
Hvordan jeg finder en udvej,
Tager jeg ikke så tungt.
Jeg er vant til at fare vild,
Alle veje fører vel til målet:
Vores glæder, vores sorger,
Det hele er lygtemændenes leg!
Gennem bjergstrømmens tørre render
Vrider jeg mig roligt nedad –
Hver en strøm vil nå havet,
Hver en lidelse vil nå sin grav.
Rast
Hvile
Først nu, da jeg lægger mig til ro
Mærker jeg hvor træt jeg er;
Vandringen holdt mig muntert i gang
På de ugæstfrie veje.
Fødderne bad ikke om hvile,
Det var for koldt til at stå stille
Ryggen følte ingen byrde,
Stormen hjalp mig på vej.
I en kulsviers trange hus
Har jeg fundet husly.
Men mine lemmer finder ikke hvile,
Så meget brænder deres sår.
Og du, mit hjerte i kamp og storm
Så vildt og så dumdristigt,
Først nu i stilheden mærker du ormen
Røre på sig med hede stik.
Frühlingstraum
Forårsdrøm
Jeg drømte om blomster i alle farver,
Om blomstringen i maj,
Jeg dømte om grønne enge,
Om lystig fuglesang.
Men da hanerne galede,
Vågnede mine øjne;
Da var der koldt og mørkt,
Ravnene skreg fra taget.
Dog på vinduesruden,
Hvem malede blomsterne der?
I ler vel af drømmeren,
Som så blomster om vinteren?
Jeg drømte om kærligheden,
Om en smuk pige,
Om hjerter og om kys
Om glæde og salighed.
Men da hanerne galede,
Vågnede mit hjerte;
Nu sidder jeg her alene
Og tænker drømmen igennem.
Atter lukker jeg mine øjne
Stadig slår hjertet varmt.
Hvornår grønnes bladene i vinduet?
Hvornår holder jeg min kæres hånd?
Einsamkeit
Ensomhed
Som en mørk sky går
Gennem den klare luft
Når en stille luftning
Rører sig i grantræets top,
Sådan går jeg mine veje
Med træge fødder
Gennem det lyse muntre liv,
Ensom og uden en hilsen.
Ak, hvor luften dog er rolig!
Ak, hvor verden dog er lys!
Da stormen stadig rasede,
Var jeg ikke så elendig.
Die Post
Posten
Fra vejen høres et posthorns klang.
Hvad får dig til at springe sådan op,
Mit hjerte?
Posten bringer intet brev til dig.
Hvad plager dig så underligt,
Mit hjerte?
Nå ja, posten kommer fra den by,
hvor jeg havde en elsket kæreste,
Mit hjerte!
Du vil vel gerne derover
Og spørge hvordan det går,
Mit hjerte?
Der greise Kopf
Oldingens hoved
Rimen har strøget et hvidt skær over mit hår;
Da troede jeg at jeg allerede
Var en gammel mand
Og glædede mig meget.
Det er dog snart tøet væk
Jeg er igen sorthåret.
Og jeg grues for min ungdom –
Hvor langt der endnu er til båren!
Fra aftenrøden til morgenlyset
Er mange hoveder grånet.
Hvem vil tro det? Mit gjorde det ikke
På hele denne rejse!
Die Krähe
Kragen
En krage drog med mig
Ud af byen,
Den har indtil i dag
Flakset omkring mit hoved.
Krage, sære dyr,
Vil du ikke forlade mig?
Du tænker vel snart
At tage min krop som bytte?
Så er der vel ikke langt at gå
Med min vandrestav.
Krage, lad mig endelig se
Trofasthed indtil døden!
Letzte Hoffnung
Sidste håb
Hist og her er mangt
Et farvet blad på træerne,
Og jeg bliver ofte stående
Foran træerne og tænker.
Kigger på et blad
Lader mit håb hænge på det;
Leger vinden med mit blad,
Sitrer alt hvad der kan sitre på mig.
Ak, og falder bladet til jorden,
Falder med det også mit håb,
Falder jeg selv til jorden,
Græder på mit håbs grav.
Im Dorfe
I landsbyen
Hundene gør, kæderne rasler,
Menneskene sover i deres senge.
De drømmer om ting de ikke har
Vederkvæges på godt og ondt,
Og om morgenen er alt væk igen.
Nå ja, de har nydt deres del
Og håber vel
At det de ikke fik oplevet
Vil findes på deres puder.
Gø I kun af mig, I vågne hunde,
Lad mig ikke få ro i søvnens timer!
Jeg er færdig med alt drømmeri,
Hvorfor vil jeg tøve ved de sovende?
Der stürmische Morgen
Den stormfulde morgen
Stormen har flået himlens grå dragt!
Skyer i laser flagrer rundt i en mat strid.
Og røde flammer af ild
Strækker sig efter dem:
Det kalder jeg en morgen lige efter mit sind!
Mit hjerte ser
Sit eget billede malet i himlen –
Det er intet andet end vinteren,
Vinteren kold og vild!
Täuschung
Illusion
Et lys danser venligt foran mig,
Jeg følger det på kryds og tværs.
Jeg følger det gerne og ser,
At det forlokker vandringsmanden.
Ak, hvem der er så elendig som jeg,
Giver sig gerne hen
Til det lysende kneb,
Som bag is og nat og rædsler
Viser ham et lyst og varmt hus
Og en kærlig sjæl derinde –
Kun synsbedrag er min glæde!
Der Wegweiser
Vejviseren
Hvorfor undgår jeg de veje
Som de andre vandrere går,
Og søger skjulte stier
På de høje sneklædte fjelde?
Jeg har jo ikke gjort noget,
Så jeg behøver at sky mennesker,
Hvilken tåbelig længsel
Driver mig til denne udørk?
Vejvisere står på vejen
Og viser hen til byerne,
Og jeg vandrer uden mål og med,
Uden ro og søger ro.
En vejviser ser jeg stå
Urokkelig for mit blik,
Jeg må gå én vej
Hvorfra ingen er kommet tilbage.
Das Wirtshaus
Værtshuset
Til en kirkegård
Har min vej bragt mig.
Her vil jeg indlogere mig,
Tænkte jeg ved mig selv.
I grønne begravelseskranse
Er vel et tegn,
Der inviterer den trætte vandrer
Inden for i det kølige værtshus.
Er alle værelser
I dette hus da optaget?
Jeg er så træt,
At jeg kunne synke sammen,
Er dødeligt såret.
O ubarmhjertelige kro,
Og dog afviser du mig?
Nu videre så, kun videre,
Min trofaste vandrestav!
Mut
Mod
Flyver sneen i ansigtet på mig,
Ryster jeg den af.
Når mit hjerte taler i brystet,
Synger jeg lyst og muntert.
Hører ikke hvad det siger,
Jeg har ingen ører.
Føler ikke hvad det klager over,
Klage er for tåber.
Lystigt ind i verden
Imod vind og vejr.
Vil ingen Gud være på jorden,
Er vi selv guder!
Die Nebensonnen
Bisolene
Tre sole så jeg stå på himlen,
Har længe og fast stirret på dem.
Og de stod der så faste,
Som ville de ikke væk fra mig.
Ak, I er ikke mine sole!
I ser jo andre i ansigtet!
Ja, nylig havde jeg også tre,
Nu er de bedste to gået ned.
Gik blot også den tredje ned!
I mørket vil det gå mig bedre.
Der Leiermann
Lirekassemanden
Derovre bag byen står en liremand,
Og med stive fingre
Drejer han, hvad han kan.
Barfodet på isen
Vandrer han på må og få,
Og hans lille tallerken
Forbliver altid tom.
Ingen ønsker at høre ham,
Ingen skænker ham et blik,
Og hundene knurrer
Omkring den gamle mand.
Og han lader alting gå som det vil,
Drejer, og hans lire står aldrig stille.
Forunderlige gamle mand,
Skal jeg gå med dig?
Vil du dreje din lire til mine sange?